1. division

Viggo Jensen ny Vejle-træner

Vejle Boldklub har onsdag aften ansat Viggo Jensen som ny cheftræner. Aftalen løber dog blot i to måneder.

Blot et døgns tid efter at ledelsen i Vejle Boldklub valgte at afskedige Mats Gren som cheftræner, har klubben en afløser på plads.

Og det bliver ingen ringere end gode gamle Viggo Jensen, der skal overtage kommandoen i den ambitiøse klub.

- Viggo Jensen overtager cheftrænerjobbet i Vejle Boldklub i de kommende to måneder frem til sæsonafslutningen. Viggo Jensen har rutinen og den faglige dygtighed, og vi er overbeviste om, at han sammen med assistenttræner Nicolai Wael kan bringe fornyet energi og lave de justeringer, der skal til for at vende udviklingen, siger formand for Vejle Boldklub Holding A/S Lars Skou.

Hovedpersonen selv glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

- Vejle Boldklub vil jo altid være en spændende opgave, og jeg har sagt ja til jobbet, fordi jeg tror på, at jeg kan løse den meget konkrete opgave, der handler om at få vendt den dårlige start på foråret og få holdet tilbage i oprykningskampen, siger Viggo Jensen.

Viggo Jensens seneste job var i OB, hvor han fungerede som chefscout. Han har tidligere stået i spidsen for blandt andre Silkeborg og Esbjerg.