VM

Egypten: Algeriets spillere provokerede

Et medlem af Egyptens fodboldforbund hævder, at Algeriet overspiller torsdags stenkaster-episode og mener, at alle de algeriske spillere har det fint. FIFA undersøger sagen.

Stemningen i Kairo og Algier er spil-kogende forud for lørdagens afgørende VM-kvalifikationskamp mellem Egypten og Algeriet.

Lørdag aften kulminerede en måned-lang og ofte hadsk opvarmning til rival-opgøret med, at fire algeriske landsholdsspillere blev såret, da deres bus blev overdænget med sten uden for lufthavnen i Kairo.

De algeriske spillere, landets udenrigsminister og den fodboldinteresserede del af befolkningen raser mod overfaldet, men ifølge et medlem af Egyptens fodboldforbund overdriver Algeriet episoden voldsomt .

- Alle Algeriets spillere er i sikkerhed. De blev ikke såret, siger Mahmoud Taher til FilGoal.com.

- Algeriet forsøger at blæse tingene ud af proportioner. Bussen er ødelagt indefra, så det er åbenlyst, at det var dem, der gjorde det for at optrappe situationen, fortsætter Taher.

- De smadrede vinduerne indefra, da de så nogle egyptiske personer omkring bussen, fortæller bussens chauffør Khairi Morsi ifølge websitet Modern Sport.

FIFA fortæller i en meddelelse til tipsbladet.dk, at forbundet holder skarpt øje med situationen.

- Der er en FIFA-delegation i Kairo, der holder følger situationen nøje. Den samme delegation undersøger også gårsdagens episode, fortæller en repræsentant for FIFA's pressekontor til tipsbladet.dk.

- Vi ved ikke, hvornår vi har mere information. Indtil videre skal morgendagens kamp afvikles som planlagt, lyder det videre fra FIFA-repræsentanten.

Algeriet fører VM-gruppen før lørdagens kamp og kvalificerer sig til VM med point eller et nederlag på et enkelt mål. Egypten kommer til VM med en tremåls-sejr, mens en sejr på to mål til Egypten vil sende de to hold ud i en playoff-finale i Sudan på onsdag.

Du kan læse mere om uvenskabet mellem Egypten og Algeriet samt om lørdagens VM-kamp i Tipsbladet Indsigt, der er på gaden nu. Du kan også købe online adgang til artiklen ved at klikke her.