VM

Rommedahl anbefaler Eriksen til VM

Dennis Rommedahl vil være helt tryg, hvis hans unge holdkammerat i Ajax, Christian Eriksen, får en plads i Morten Olsens VM-trup.

Dennis Rommedahl er ikke længere den eneste dansker i Ajax Amsterdams førsteholdstrup. Siden nytår har han haft selskab af et af dansk fodbolds allerstørste talenter, midtbanespilleren Christian Eriksen. Eriksen, der netop er fyldt 18 år, har spillet fire kampe for den hollandske storklub siden oprykningen til førsteholdet, og her har han gjort sig særdeles godt bemærket.

- Christian (Eriksen red.) spiller rigtig godt. Han er et kæmpetalent, og han kan blive en rigtig stor spiller i fremtiden, siger Dennis Rommedahl til tipsbladet.dk.

Christian Eriksen, der af Rommedahl beskrives som en 10er-type med ro og overblik, har gjort det så godt, at han nu flere steder nævnes som en kandidat til dén VM-trup, som landstræner Morten Olsen tager med til Sydafrika. Og står det til Dennis Rommedahl er den tanke ikke helt ude i hampen.

- Jeg ville være tryg ved at have Christian (Eriksen red.) med i VM-truppen. Hvis han kan være med på niveauet her i Ajax, kan han også være med på landsholdsniveau. Men det er naturligvis op til landstræneren at beslutte, om han skal med, siger kantspilleren.

Bliver Christian Eriksen en del af VM-truppen kan han og Rommedahl passende genoptage det gode samarbejde, som de allerede nu har fået i Ajax Amsterdam.

- Christian er en perfekt spiller for mig, fordi han altid spiller positivt og fremadrettet. Desuden skiller han sig oftest hurtigt og godt af med bolden, og det er til min fordel, fortæller Rommedahl.

Dennis Rommedahl må betragtes som sikker mand i Morten Olsens VM-trup. Om også Christian Eriksen kommer med, kan kun tiden vise.