VM-bloggen: Historiens største spiller bliver aldrig overgået

For mig handler VM naturligvis om at finde en verdensmester, men mellemregningerne frem mod uddelingen af trofæ og medaljer er i virkeligheden VM-historiens DNA.

Det handler i bund og grund om store øjeblikke, mindeværdige kampe og fantastiske fodboldspillere. Det er overraskelserne; det er de utrolige scoringer og smukke driblinger; det er de uforglemmelige jubelscener.

Det er summen af dette, der skaber minder for livet for de fans, der har oplevet dem, og det er det, der skaber historie og inspirerer fremtidige generationer. (Dermed ikke sagt, at en grim 1-0-sejr til Danmark altid er prisværdigt; jeg taler her om den grundlæggende VM-oplevelse for neutrale iagttagere.) 

Skal man koge alle disse VM-kriterier ind til en bouillonterning, finder man essensen af VM-historien og en spiller, der for altid vil være synonym med fodboldverdenens største turnering.

Hans fulde navn er Edson Arantes do Nascimento, og han er bedre kendt som Pelé. Han har som den eneste spiller vundet VM hele tre gange, og det er i år 60 år siden, at han for første gang tryllebandt verden under VM i Sverige i 1958.

Faktisk var det i går fredag præcis 60 år siden, at han og resten af Brasilien kunne fejre den præcise 60-års-dag for nationens første mesterskab, der kom i hus på Råsunda Stadion i Stockholm den 29. juni 1958.

Som en del af Tipsbladets VM-magasin skulle jeg som skribent inden svare på, hvilken VM-kamp, jeg gerne ville have oplevet, hvis jeg selv skulle vælge. Jeg kunne ikke komme uden om den VM-finale fra 1958. Tænk at kunne opleve en 17-årig knægt vinde en VM-finale på sensationel vis med smukt spil og utrolige scoringer. Den kamp indeholdt alt det, som gør VM fedt: Overraskelsen, åbenbaringen, den fantastiske spiller og de vidunderlige mål.

Det var egentlig hjemmeholdet fra Sverige, der var lille favorit i finalen. Med en rutineret flok landsholdsspillere bestående af blandt andre Milan-trioen Gunnar Gren, Nils Liedholm og Gunnar Nordahl havde svenskerne i sikker stil spillet sig helt frem til VM-finalen på hjemmebane. Svenskerne havde tilmed vundet OL-guld i 1948 og OL-bronze i 1952 samt besejret verdensmestrene fra Vesttyskland i semifinalen. Men det blev altså Pelé og kompagni, der vandt med de utrolige cifre 5-2; to af målene blev scoret af teenagesensationen, der med tårer i øjnene modtog folkets hyldes efter finalen.

Pelé havde indledt turneringen som skadet, og landstræner Feola havde tvivlet på den unge knægt op til VM. Men i kvartfinalen scorede han sit første mål, inden han erobrede mange hjerter med tre mål mod Frankrig i 5-2-sejren i semifinalen. Og nu satte han altså kronen på værket med to mål og en stor indsats i finalen mod svenskerne.

”Da Pelé scorede det femte mål i den finale… Jeg må være ærlig og sige, at jeg havde lyst til at klappe ad ham,” har den svenske landsholdsspiller Sigvard Parling udtalt.

Historien om Pelé er den ultimative fortælling om den brasilianske dreng, der vokser op i fattigdom, men i kraft af et stort talent og en ustoppelig fodboldglæde og kærlighed til Det Smukke Spil bliver verdens bedste fodboldspiller.

Den svensk-brasilianske forfatter Henrik Brandao Jönsson skriver i sin bog ”Græsset er altid grønnere i Brasilien”, hvordan Pelé blev hyldet i hjembyen Bauru efter VM-triumfen i 1958:

”På torvet i Bauru havde borgmesteren fået opstillet en scene, hvor han hyldede knægten, der få år forinden havde pudset lædersko ved byens banegård.”

Vi kommer aldrig til at opleve en sensation som Pelé, for i dag bliver fodboldtalenterne opdaget i en så tidlig alder. Der er scouts til stede ved børneturneringer, og diverse elektroniske medier gør tidligt opmærksom på hvilke spillere, man skal holde øje med. I 1958 var Pelé 17 år, og der var ikke mange europæere, der havde hørt om den brasilianske teenager.

Men VM-slutrunden i Sverige i 1958 var også den første, der blev tv-transmitteret til hele verden, og derfor var åbenbaringen endnu større.

Pelé blev en verdensstjerne som 17-årig, og han popularitet voksede blot gennem hans karriere, der bød på hele fire VM-slutrunder og altså tre verdensmesterskaber. Trods tilbud fra en række europæiske topklubber spillede han i Santos i langt størstedelen af karrieren og scorede over 1.000 mål på klubplan. Han blev med rette kaldt ”Kongen af fodbold”, og som aktiv var han en unik atlet, der både var hurtig, fysisk stærk, teknisk dygtig og en forrygende afslutter, der både kunne score mål med venstre ben, højre ben og hovedet.

Pelé bliver nok aldrig overgået, og selvom Maradona har vundet et verdensmesterskab på egen (og Guds hånd), Messi har båret Barcelona i et årti og Cristiano Ronaldo har været en verdensklassespiller siden 2003 med et kæmpe trofæskab til følge, kommer ingen af dem op på siden af Pelé.

Journalisterne Andreas Kraul og Lars Hestbech skriver i bogen ”De gode og de onde” om VM’s største helte og skurke, og her argumenterer de fint for, at Pelé er verdenshistoriens bedste fodboldspiller.

”Diego Maradona bliver også bragt i spil, og især hans præstationer i 1986 var fantastiske, men hans person og hans præstationer havde både en mørk og en lys side. Pelé repræsenterede derimod kun det positive, og derfor var han ubetinget elsket i hele verden. Når det gik skævt for ham i VM-historien, hvilket det gjorde et par gange, så var det de brutale modstanderes skyld. Han var ikke selv leveringsdygtig i skandaler og dårlig opførsel. Til gengæld var han en flittig leverandør af højdepunkter, og det mest bemærkelsesværdige af dem fandt sted ikke så langt fra Danmark – 520 kilometer nordøst for København i den svenske hovedstad, Stockholm, sent på eftermiddagen den 29. juni 1958.”

Hvor ville jeg dog gerne have være til stede den eftermiddag på Råsunda.