FCK ville hellere af med ham – og tak for det!

Han har været fantastisk

Vi vidste alle, hvor god Falk var – han har vist, hvor god og hvor vigtig han er. FCK vil åbenbart hellere ligge nummer fem end at spille med Falk, så vi takker FCK.

Vores to tyske makkere, Arp og Ganaus, har vist sig som to stjerner i OB. Arp er bare en dejlig spiller, og Ganaus ved, hvor man skal være som målscorer.

Vores to “egne” drenge Askou og Ejdum har også fået deres Superliga-gennembrud.

Ejdum, en vigtig midtbanespiller som bare binder det sammen, og Askou giver mig lidt “gode, gamle OB”-vibes, som typen, man slår sig på, og som tackler igennem. Jeg ser frem til fortsættelsen af Askou-Nicolai Poulsen-opgøret mod AGF.

Derudover på et menneskeligt plan var det herligt at se Myhra tilbage, og så skal vi huske hashtagget #ForlængMedOwusu.

Ouédraogo (eller Kubikmeteren, som han kærligt kaldes) bliver helt glemt, men efter han er blevet spillet ind, har midtbanen fået en hel del mere tyngde.

Jeg kunne nævne alle spillerne – da de alle er blevet bedre i løbet af efteråret, efterhånden som spillestil er kommet ind under huden på dem.

Sidst men ikke mindst så honorable mention til Bjørn Paulsen – jeg tror, han er rigtig vigtig uden for banen.

Tro på tingene

Ud over at spillerne og spillet er blevet bedre så har samspillet med Zorniger, trup, klub og fans været helt fantastisk, og der er kommet en tro på tingene blandt fans. Selvom de fleste af os er brændte OB-børn, så er det dejligt at kunne drømme lidt igen.

Så man kan sige, at der er mange, der har overrasket positivt, men for mig er den største positive overraskelse Julius Bertel Askou, mens den mest skuffende (den er rigtig svær) er Bürgy – og den er hård, men det var nok, fordi jeg troede, han ville være en styrmand i forsvaret, og mine forventninger var høje.

Nu har alt jo ikke været godt i efteråret. Zorniger var for lang tid om at finde formationen, selvom forklaringen nok skal findes i, at de fire på midtbanen ikke har været til rådighed samtidig før til sidst!

Forsvaret har jo også virket helt håbløst, selvom mange af målene er faldet i få kampe. 

Der har selvfølgelig også været de store nederlag, som har gjort ondt.

Karakteren fra mig til efteråret, taget ud fra den præmis, at vi bare skulle overleve, hvilket var mit udgangspunkt så ligger vi jo på et kæmpe 7-tal og meget tæt på 10.

Så hvad forventer jeg af foråret?

Nu er håb og forventninger jo ikke det samme. Så håbet er top seks, selvom jeg i bund og grund synes, det er en sjov, imaginær streg… men forventningen er sådan set bare, at vi fortsætter fremgangen i spillet.

Det kan så måske række til en top seks, hvilket vil gøre foråret sjovere.