Video : Tipsbladet
Superliga

FCM og FCK gav 30+ millioner: Hvor skal de spille?

NYHEDSANALYSE: Grus i FCK-maskinen, mere ballade om VM hvert andet år og optur for FC Midtjylland. Tipsbladets chefredaktør ser tilbage på ugens største begivenheder og det, der venter i weekenden.

Nu er tid til Marrony og Jóhannesson

Det var ikke den heldigste debut i FC København-startopstillingen, 18-årige Ísak Bergmann Jóhannesson fik.

0-3 mod Nykøbing FC i pokalturneringen onsdag aften var det sure og særdeles overraskende facit af kampen, men hvis ellers det nederlag og sidste søndags resultat mod FC Midtjylland viser sig at være det enlige udslag før en sikker FCK-march mod mesterskabet, er den kamp trods alt ikke vigtigere.

I Kjellerup fik et andet storindkøb i sommerens transfervindue, Marrony, debut for FC Midtjylland.

For begge spillere gælder det, at det bliver voldsomt interessant at se, hvor og hvordan de skal bruges på banen.

Ísak Bergmann Jóhannesson spillede i IFK Norrköping mest central midtbane, men vil i FC København nok have nemmest ved at komme på holdkortet på kanten med de stærke centrale midtbanespillere, FC København råder over.

For Marronys vedkommende er skismet, om han skal spille fremme eller på kanten i FC Midtjylland.

Han blev overtalt og, tilsyneladende, købt som spydspids, hvilket han har spillet en stor del af tiden i Brasilien for Vasco Da Gama og især i Atlético Mineiro.

Men han har også spillet på kanten i begge klubber, også i kampe her i 2021.

Det indlysende valg er, at Marrony spille oppe foran, hvor Sory Kaba spillede de to seneste sæsoner.

Men hvad hvis man vil have en anden, i øvrigt pænt dyr, angriber i form af Júnior Brumado til at blive ved med at spille fremme, og Marrony så skal spille kant med Pione Sisto og Gustav Isaksen på de to andre offensive midtbanepladser?

For begge storkøb i de to topklubber gælder, at de skal finde deres plads, og at det bliver spændende at se, hvor deres trænere vælger at bruge dem.

FCK's øv-uge

Den her uge gik ikke, som FC København havde håbet.

Og helt skævt gik det onsdag, da FC København tabte 0-3 til Nykøbing FC, der er oprykker i 1. division.

Det fik undertegnede til at skrive en hård analyse af FC Københavns to sløje kampe, og hvorfor det altså er et mønster, der har gentaget sig gennem lang tid i klubben, og skal rettes med det samme, så man ikke længere går fra at spille fint og effektivt den ene dag for så tre dage senere nærmest at være næstbedst – og tabe – selvom rivalen spiller i undertal i 70 minutter.

FC København skal nok finde tilbage til noget, der fungerer. Jeg har dem som mit bud på en mester til maj, også efter seneste uges nederlag til den store rival FC Midtjylland, som også kommer til at ramme dårlige perioder efter en fin start og i min bog stadig mangler at finde en tidligere spillestil, når de har bolden mod hold, der ligger langt tilbage og ikke vil give FCM kontrastød.

Men det skal også blive bedre nu, for der skal nok endnu flere penge i budgettet for at følge med i Europa, og det er immervæk nemmere at få, hvis mesterskaberne ikke længere ryger til Brøndby og til Herning/Ikast.

Coupe De France er bindegalt og fantastisk

And Now for Something Completely Different, som Monty Pythons film og talemåde fra 1971 hedder.

I Frankrig er man ligesom i Storbritannien særdeles begejstret for pokalturneringer.

Man har ligacuppen med det indlysende navn Coupe de la Ligue, og så har man pokal-flagskibet Coupe De France.

Da de vestlige lande i begyndelsen af 60'erne for alvor begyndte at give deres kolonier selvstændighed, åbnede Frankrig Coupe De France for hold fra franske besiddelser langt fra hovedlandet i Europa, d’outre mer som man kalder de områder i Frankrig.

Klubber fra Martinique i Caribien og Fransk Guiana på det sydamerikanske kontinent var de første, der nåede relativt langt i turneringen, og i 2020 var det så den franske landsholdsprofil Dimitri Payets eksklub JS Saint-Pierroise fra Réunion ude i Det Indiske Ocean, der sensationelt rejste hele vejen til Frankrig og minsandten slog Ligue 2-klubben Niort.

Da havde de allerede været i Frankrig i november og slået Jura Sud, et hold fra de lavere rækker, og i december var ES Thaon rejst fra Frankrig til Reunion og tabte til JS Saint-Pierroise på straffespark.

Klubben røg i runden efter til Epinal fra Frankrigs fjerdebedste række på et mål i 118. minut, men undervejs røg historien om den lille klub verden rundt.

Igen i denne sæson har klubber fra Guadeloupe, Fransk Guiana, Martinique, Mayotte, Ny Kaledonien, Tahiti, Reunion, Saint Martin samt Saint Pierre og Miquelon dystet i de indledende runder, og i sidste weekend var l'AS Saint-Pierraise i Vertou, en forstad til Nantes i Bretagne, for at møde holdet af samme navn fra femtebedste række.

Vertou vandt 8-0, men inden da havde øboerne været på besøg hos Nantes og fik en god oplevelse ud af turen.

l'AS Saint-Pierraise er fra øerne Saint Pierre og Miquelon, der ligger ud for Newfoundland på Canadas østkyst og er dobbelt så stor som Samsø.

Klubberne fra små øer i Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet har råd til at være med i pokalturneringen, fordi det franske fodboldforbund støtter holdene finansielt, hvilket også gælder for de franske klubber, der bliver fløjet fra fastlandet til alverdens hjørner af kloden.

I den moderne fodboldverden med fokus på penge og præstationer giver Coupe De France absolut ingen mening, men måske præcis derfor er turneringen også lidt skæg at følge med i med de vanvittige historier, der dukker op undervejs.

Er klub-VM i virkeligheden formålet med VM hvert andet år?

En VM-slutrunde hvert andet år i stedet for hver fjerde er stadig det helt store internationale emne i fodbold.

I sidste uge præsenterede FIFA, der i den grad arbejder for at få indført VM hvert andet år på præsident Gianni Infantinos ordrer, en meningsmåling, der i FIFA's fremlægning af sagen viste fan-opbakning til VM hvert andet år, men som ved nærmere eftersyn ville have dumpet i enhver gymnasie-test ud i statistik og sandsynlighed.

Det fulgte efter en meget omtalt konference i Qatar, hvor FIFA havde inviteret blandt andre eksspillere til at høre mere om VM hvert andet år. Sjovt nok støttede samtlige inviterede eksspillere forslaget.

Onsdag kritiserede UEFA så nok en gang forslaget om VM hvert andet år sønder og sammen, og på de vandrør, jeg banker på rundt om i fodboldverdenen, lader det ikke til, at nogen tror, VM hvert andet år kommer til at ske, selvom Gianni Infantino formelt har flertal til bare at beslutte det og indføre de ekstra turneringer.

I kender det måske fra andre forhandlinger mellem parter, der ikke just er enige på forhånd.

Man sætter modparten under pres ved at bede om/foreslå noget, der er helt uantageligt og urealistisk, og efter lang tids slagsmål kommer der så et nyt, mindre omfattende forslag, som i virkeligheden var det, der hele tiden har været målsætningen.

FIFA-præsident Gianni Infantino blev i den forgangne uge fotograferet til blandt andet NFL-kamp i Foxboro mellem New England Patriots og New York Jets i selskab med Patriots' ekstremt indflydelsesrige ejer Robert Kraft.

Formelt skulle Infantino og FIFA se nærmere på forberedelserne til VM 2026, hvor Patriots' hjemmebane sandsynligvis skal være VM-stadion, men senere på ugen var Infantino et smut forbi New York.

Her mødtes han med blandt andre Tyrkiets præsident Recep Erdogan, og så mødtes han angiveligt med investeringsfonden SoftBank.

Det lyder måske fløjtende ligegyldigt, men det er det selvfølgelig ikke.

For det var SoftBank, der tilbage i 2018 fik Gianni Infantino på sporet af at skabe et udvidet klub-VM med 24-32 hold, der i første omgang skulle spilles hvert fjerde år men over tid hvert andet og måske endda hvert år.

Coronavirussen fik sat den plan på pause, men nu kunne det lyde til, at turneringen igen stikker hovedet frem.

Hvad nu, hvis klub-VM i virkeligheden er det, Gianni Infantino vil opnå ved at smide VM (for landshold) hvert andet år i hovedet på europæerne, et lille halvt år efter at Infantino angiveligt havde en hånd med i Super League-planerne i Europa?

Da klub-VM før coronavirussens udbrud var ved at blive forhandlet på plads, nægtede UEFA og europæerne, at de ville slippe deres klubber til den udvidede turnering.

Uden Europas bedste klubber er det indlysende, at et klub-VM vil være totalt værdiløst for FIFA og Infantino.

Men hvad nu hvis UEFA og europæerne sluger et klub-VM med 24-32 hold hvert andet eller fjerde år mod, at forslaget om VM hvert andet år dør?

FIFA og Infantino får ekstra milliardindtægter, som kan hjælpe Infantino til et sidste genvalg ved FIFA's præsidentvalg i 2023, og UEFA slipper for et VM, det åbenlyst kun er Infantino og nogle få hundrede fodboldpolitikere i mindre nationale forbund, der vil have.

Klub-VM er værd at have i baghovedet, når der de kommende måneder skal kastes med verbalt mudder mellem FIFA, præsident Infantino og hans proselytter i Caribien, Afrika og de mindre fodboldlande i Asien og Stillehavet, og Europa.

Det kunne sagtens ende med at være kompromiset, der redder ansigt for alle, og med fordoblingen af gruppespilskampe i Champions League fra 2024 kan UEFA og Europa jo dårligt sige, at man ikke selv bidrager til at belaste kampprogrammet og de fysiske krav til topspillerne.

I weekenden holder vi øje med

Inter-Atalanta
Lørdag 18.00, kan ses på TV2/Sport

Joakim Mæhle kæmper for at få en fast plads i startopstillingen, men uanset landsholdsbackens skæbne i topkampen mod Inter er det bare hamrende interessant at se Atalanta.


Brentford-Liverpool
Lørdag 18.30, kan ses på 3+

Jeg ved godt, at FCK- og Brøndby-fans ikke gider høre ét ord til om Brentford og deres FCM-forbindelser, så lad os nøjes med at konstatere, at det bliver spændende at følge en række danskere og et dansk trænerteam i duel med Liverpool, der skal have skabt gode vibrationer før næste weekends topkamp mod Manchester City.

Vi havde Brentford-assistent Brian Riemer i Tipsbladet for en uges tid siden – hør om deres aftale med Mathias ”Zanka” Jørgensen her.

Lazio-AS Roma
Søndag 18.00, kan ses på TV2/Sport

Ingen af Rom-klubberne vinder mesterskabet, men et Rom-derby med José Mourinho på den ene trænerbænk? Mums!

Paris Saint-Germain-Manchester City
Onsdag 21.00, kan ses på 3+

Der er fire dage til, men jeg er simpelthen nødt til at nævne den kamp. Vi udskreg alle de to hold til at være dem, der kunne snuppe Lionel Messi i tilfælde af et exit fra FC Barcelona, og nu skal Messi og PSG's stjernevrimmel så møde Pep Guardiolas ultrastærke kollektiv, i øvrigt få dage før City har endnu en svær kamp, denne gang mod Liverpool. Det bliver guf, selvom der rent sportsligt ikke er det store på spil for to klubber, der naturligvis går videre til ottendedelsfinalerne i februar.


7. august: Brøndbys "venner" og dansk klub-dramatik

14. august: Hvorfor sejler COVID-19 for BIF og FCM?

21. august: Pokerspil om Danmarks dygtigste teenager

4. september: Er AGF's nye mand 15 millioner værd?

11. september: Gør FCM klogt i at skyde på Sory Kaba?

18. september: Har fodbold et problem med vold mod kvinder?