– Jeg er hverken sur eller rasende af natur

Tro det eller lad være: Jeg er hverken sur af natur eller rasende, når jeg sætter mig til tasterne og hudfletter moderne fodbold, FIFA eller DBU.

Man skulle måske ikke tro det, når man læser Tipsbladet i dag eller følger vores dækning af FIFA, VM eller det danske fodboldforbund, der er under pres i en fodboldverden i hastig forandring, og et landshold, der efter opturen i 2021 og første del af 2022 har været under pres siden begyndelsen af VM i Qatar.

Men der er faktisk lyspunkter og muligheder, hvis man er DBU, det danske A-landshold og arbejder i dansk fodbold. Dem ser jeg nærmere på her.

Kometen Rasmus Højlund
Nogle gange giver fodbold-tilværelsen en uventet gave, og så er det bare med at tage imod.

En sådan gave har Rasmus Højlund været. Fra at være rotationsspiller og reserve i FC København samt en spiller, der ikke var blandt de bærende kræfter eller største profiler på ungdomslandsholdene, blev Højlund i 2023 et hit på landsholdet og i Atalanta.

Den slags sker heldigvis, og Højlund har ud over sine mål også givet et boost med ny energi til landsholdet.

Det er ikke til at vide, hvad der var sket uden Højlund, men det er muligt, at man ikke havde ligget med to matchbolde i november, på trods af at holdet har så tydelige problemer, som det har.

Med mindre der igen sker noget meget uventet med Rasmus Højlunds karriere, har landsholdet en frontløber i de næste 10-12 år, ja helt frem til det famøse VM i Saudi-Arabien i 2034, og det vil mange kolleger misunde den siddende danske landstræner.

De gode ungdomsårgange
Det er naturligvis svært at spå, hvem der bliver de helt store kanoner som voksne, som vi lige har vendt med Rasmus Højlund.

Men ser vi lige bort fra slutrunde-resultaterne på ungdomslandsholdene, er der god grund til optimisme for både danske klubber og landshold.

Et væld af teenagere og spillere i U/21-alder er ikke blot i udlandet men spiller flittigt på et højt niveau, og hjemme i Danmark er der også mange dygtige spillere på vej.

I DBU vil man naturligvis tage en del af kreditten, hvilket er i orden.

Men det store ryk er sket i det både det daglige arbejde i klubberne og deres strategiske satsninger på ungdomsarbejdet, faciliteter og uddannelse af trænere.

Fra at der for ti år siden var flere Superliga-klubber, der knapt nok havde fuldtidsansatte trænere og ledere i ungdomsafdelingen, er der i dag flere klubber med ungdomsarbejde på højt europæisk niveau.

FC København, FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Brøndby IF har omfattende talentsatsninger med egne transferbudgetter og omkostninger på højde med de mindre Superliga-klubbers førstehold.

Konklusion: Det giver gode muligheder fremover for både landsholdene og klubholdene, samtidig med, at man sørger for, at det ikke kun bliver dyre udlændinge, man kan se på det lokale Superliga-stadion.

En stærk Superliga
I det hele taget ser fødekæden ret stærk ud.

FCK spiller Champions League, en håndfuld klubber ser stærke ud, og holdene kan i det hele taget spillere hurtigere og mere teknisk fodbold end for bare få år siden.

Stort set alle hold og spillere kan klare 90 minutter for fuld damp uge efter uge, og det giver bare en sund liga.

Læg dertil, at man på overordnet plan har langt stærkere klubber økonomisk, end man havde for 10-15 år siden. Der er naturligvis undtagelser som AaB og Sønderjyske, der har haft nogle drøje år.

Men samlet set er man langt foran resten af Norden, mens de største klubber sagtens kan måle sig med klubberne i Benelux, Østrig-Schweiz, hele Østeuropa og de mindre klubber i Frankrig, Tyskland og Spanien.

Det giver dansk fodbold et godt fundament, der på den lange bane faktisk er langt vigtigere og fylder mere både for DBU og klubfodbold, at der har været et år med dårligt og stækket spil på A-landsholdet.

Stor interesse for fodbold i Danmark
Når Danmark fredag aften spiller hjemme mod Slovenien, er det foran et udsolgt Parken.

Det er 13. gang i træk, der ikke er ledige pladser til en landskamp i Parken, og det er uanset hvad godt skuldret af fagfolkene i DBU, landsholdet og fansene.

Og det ser også godt ud i Superligaen, hvor der har været tårnhøje tilskuertal efter corona, og hvor det at tage på stadion ligesom for 15 år siden er blevet noget, mange danskere gør, også uden at man er benhård følger, der læser samtlige Superliga-nyheder på Tipsbladet.dk.

DBU og klubberne har sammen et ansvar for at bevare en god kobling til resten af dansk fodbold, så man ikke bare er Superliga-hold og landshold.

Men der er mange derude, også børn og unge, der synes, fodbold er fedt, og der har dansk fodbold bare et rigtig godt afsæt i de her år, selv om konkurrencen om de unges opmærksomhed er voldsomt hård.

En chance for at være modpol
Der er et hav af problemer med fodbold anno 2023, i hvert fald hvis man spørger mig.

FIFA og UEFA sejler, og jeg mener også, DBU har betydelige interne problemer og forklaringsproblemer.

Vilde klubejerskaber og nationalstater truer med suge ilten ud af atmosfæren omkring fodboldspillet og dets rødder, som hverken er landskampe eller Champions League, men derimod når vi mødes til hyggebold, eller vores unger tonser afsted med en bold året rundt i al slags vejr.

Når jeg har hamret løs på DBU og dansk fodbold for at tage klarere stilling og afstand til eksempelvis Saudi-Arabiens VM i 2034 og være i langt skarpere opposition, er det jo ikke fordi, jeg tror, Jesper Møller og de danske fodboldledere har opfundet eller billiger alle problemerne.

Men for mig at se har man i disse år en gylden mulighed for virkelig at repræsentere fodboldspillet og de værdier, fodbold og sport oprindelig handlede om og vel stadig gør.

I DBU vil man helst operere i kulissen og mener, man får reel indflydelse der. Jeg er uenig.

Gør som Lise Klaveness i Norge og tal magten i FIFA og UEFA ret imod – Danmark får alligevel ikke slutrunder og skal jo ikke tie stille af angst for at træde nogen over tæerne.

Der er brug for et opgør med fodboldkulturen og fodboldverdenen, og der har DBU og dansk fodbold en unik mulighed for at stå på den rigtige side i historiebøgerne, nemlig sammen med fansene, i stedet for at respektere Omertaen, tavshedens lov, der vel mere end nogensinde før er kulturen og grundværdien i international fodbold.