Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få det leveret til døren. Se mere her.

Man vidste vel dårligt, om man skulle grine eller græde, da regeringen tidligere på ugen fortalte, at en ”hurtigtarbejdende ekspertgruppe” skulle se på muligheden for tilskuere på Superliga-arenaerne.

Gruppen får deadline midt i april, og man kan jo godt tænke sit om, hvad der følger af udvalgsarbejde og undersøgelser efter den dato, og hvad der egentlig ellers skal til.

Statens Serum Institut har jo på skrift kaldt risikoen ”lav”, hvis man åbner for tilskuere i sektioner inddelt af 500 tilskuere, præcis som Superliga-klubberne og Divisionsforeningen har lagt op til.

Men det lader til, at der stadig er et spøgelse i form af en Atalanta-kamp i februar 2020, flere uger før nogen overhovedet begyndte at tænke på restriktioner og smittebegrænsning, og en sidestilling med festivaler og koncerter har begravet dansk fodbold nederst i bunken, uanset at man har flere ressourcer og bedre rammer til netop at begrænse smitte end nærmest samtlige andre brancher i Danmark.

Det kan man tænke og undres over i lang tid, men tilbage står Superliga-klubberne og deres kolleger i 1. division med en 2020/21-sæson, hvor der nærmest ikke har været tilskuere på stadion.

Jeg har lige talt efter:

Fra begyndelsen af marts sidste år til afslutningen på sæsonen i juli var der 114.829 tilskuere på stadion i Superligaen.

I denne sæson har der været 45.661 på stadion, med lidt over halvdelen af besøgene, 24.201, i første spillerunde i midten af september.

Det er ikke mange mennesker, når man tænker på, at der i sæsonen 2018/19 var over 1,6 millioner tilskuere til Superliga-fodbold.

Jeg kan sagtens forestille mig, at det vælter ind med tilskuere i de første uger, når der igen er åbent. Men hvordan er billedet efter to måneder? Seks? Fireogtyve?

I deres diskussioner internt og med myndighederne ved jeg, at klubberne har peget på forholdet til fansene som en overset fare i hele nedlukning. Det tabte billetsalg og de stadionplatter, der aldrig blev spist, skal man nok overleve – den slags kan man få kompensation for i støtteordningerne.

Men spillet lever i høj grad af, at der er fans på stadion, og her efter et år for stort set lukkede tribuner er det gensidige savn ikke blevet mindre. Spørg også klubberne og tv-stationerne, hvad det betyder for oplevelsen på tv. Vi har måske vænnet os til stilheden, men gu er det ej det samme, hverken bevidst eller ubevidst.

Klubberne hopper, danser, spræller og raser på skift for at få fans tilbage, og når den dag forhåbentlig snart kommer, er det med at få alle, ikke mindst de dedikerede folk med lyd på, til igen at føle sig hjemme på de fodboldarenaer, der alt for længe har været alt for tomme.

Fans er vigtigere end Superligaens tabte millioner