OB-matchvinder: Ikke til at forstå
Illustration
Superliga

OB-matchvinder: Ikke til at forstå

Jeppe Hansen blev matchvinder for OB mod FC Nordsjælland, og angriberen har svært ved at forstå, hvor hurtigt tingene er gået.

Sidste sæson lå Jeppe Hansen og lavede mål i den tredjebedste række i dansk fodbold, men i sommer ringede OB, og nu er den 24-årige angriber pludselig en del af Superligaen.

Angribere bliver ofte målt på mål, så da Jeppe Hansen søndag eftermiddag blev matchvinder med sit vindende 1-0 mål mod FC Nordsjælland, ja så var det også ham, som pressen ville have fat på. Noget, som Jeppe Hansen ikke er vant til.

- Ja, nu står jeg foran hele den danske verdenspresse. I Næsby var den lokale reporter engang imellem ude at kigge. Det er helt vanvittigt og ikke helt til at forstå, siger Jeppe Hansen ifølge Ritzau og uddyber:

- Det var helt uvirkeligt, det må jeg sige. Jeg blev sindssygt stolt og glad. Jeg var lykkelig. Det er jo det, man arbejder for hver dag til træning, siger Jeppe Hansen.

Det var angriberens første mål i Superligaen, og med målet fik han måske også vist Troels Bech, at han fortjener flere chancer på OB-holdet.