FCM var få måneder fra lukning
Illustration
Superliga

FCM var få måneder fra lukning

I Tipsbladets og Ekstra Bladets Superliga-magasin fortæller FCM-direktør Claus Steinlein, hvor tæt FCM var på afgrunden for et år siden.

FC Midtjylland har i de kommende tre måneder en fornuftig chance for at vinde det danske mesterskab med en række profiler som Morten ”Duncan” Rasmussen, Petter Andersson, Jakob Poulsen og Erik Sviatchenko i startopstillingen.

Meget afhænger af FC Midtjyllands kamp i Parken mod FC København om to uger. 

Hjemmeholdet, der begynder foråret seks point efter førerholdet, kan enten spille sig tæt på vestjyderne eller give Glen Riddersholms mandskab et stort forspring i kampen søndag 2. marts.

At jyderne står med deres bedste chance for guld siden oprykningen til Superligaen i 2000 er noget af en overraskelse. For finansielt er FC Midtjylland så sårbar på egenkapitalen, at der skal nye penge i kassen senest til sommer, og ved nytår mellem 2012 og 2013 var klubben så presset, at den stod umiddelbart foran ikke at betale spillernes løn.

- Der var dage og uger, hvor jeg hver aften ved sengetid var i tvivl om, at FC Midtjylland eksisterede om et halvt år. Det var en rigtig alvorlig periode, siger Claus Steinlein i et stort interview i Superliga Magasinet.

- Vi snakkede med spillerne om mulig lønnedgang, vi snakkede bonussystem, vi snakkede om der skulle skæres yderligere i personalet, siger Claus Steinlein.

Løsningen blev, at FC Midtjylland i begyndelsen af januar 2013 solgte for 20 millioner kroner transferrettigheder i syv spillere, herunder Mads Albæk, der blev solgt til Reims i juni 2013, og de nuværende profiler Erik Sviatchenko og Petter Andersson.

Uden de penge var Claus Steinlein stærkt i tvivl om, hvorvidt FC Midtjylland kunne have betalt lønnen i 1. februar. Får fodboldspillere ikke løn, kan de med juraen på deres side bryde deres kontrakt og skifte gratis til en anden klub, så FC Midtjylland stod med udsigten til enten at miste størstedelen af førsteholdet eller at skulle holde brandudsalg med stærkt nedsatte priser i januar, hvis ikke Steinlein og bestyrelsen havde fundet de tyve millioner kroner i playersponsorater.

- Vi skulle ikke have trukket den tre-fire måneder til. Så havde vi ikke betalt løn. Jeg var i tvivl om, for at være ærlig, om vi kunne betale løn 1. februar. De tyve millioner kom på det helt rigtige tidspunkt, siger Claus Steinlein.

Læs hele artiklen om FC Midtjyllands forvandling fra livstruet bundhold til guldaspirant i Superliga Magasinet, som Tipsbladet og Ekstra Bladet udgiver.

Tipsbladets og Ekstra Bladets Superliga-magasin er på gaden fredag 14. februar.

Du får 76 sider spækket med fodbold om og fra landets bedste række. Vi sætter fokus på:

  • Boulahrouz - Brøndbys kannibal
  • Lars Jacobsen - still going strong
  • Nicolaj Thomsen og de andre talenter
  • Claus Steinlein - fra livsfare til guldjagt
  • SønderjyskE's succes-forår
  • Kasper Fisker - hjem til Randers
  • Kongekampene i Superligaen
  • Viborg - klogere efter fem år i mørket
  • Morten Nordstrand - mere end det flotte saksespark
  • Rasmus Festersen - Backpackeren i FCV
  • Kampprogram
  • Analyser, trupper og andet guf fra de 12 klubber
  • Fede spiltips

Du finder Superliga-Magasinet i supermarkeder og bladforhandlere over hele landet: Løvbjerg, Lidl, Aldi, Eurospar, Min Købmand, Føtex, Bilka, Spar, Kwik Spar, Elite, Kvickly, Super Brugsen, Q8, Shell, Statoil, OK + Plus, YX/ extra, Nærkøb, Københavns Lufthavn og 7-Eleven.