Argentina finaleklar efter kedelig marathondyst
Illustration
VM

Argentina finaleklar efter kedelig marathondyst

Argentina tog den anden finaleplads efter en lang og kedelig kamp mod et uinspireret hollandsk mandskab. Maxi Rodriguez satte det afgørende straffespark i kassen.

Der var på forhånd store forventninger til VM-slutrundens anden VM-semifinale efter tirsdagens tyske show, hvor Brasilien blev skilt ad med en tysk sejr på hele 7-1. Nu var det Holland og Argentinas tur, men de to hold kunne langt fra levere lige så underholdende spil.

I hele kampen var det sporadisk med målchancer, og første gang, det for alvor brændte på foran ét af de to mål, var efter 15 minutter, hvor Ron Vlaar nedlagde Pérez. Åstedet var et umiskendeligt Messi-spot, men det efterfølgende frispark fra superstjernen snød ikke Jaspar Cillessen i det hollandske bur. Målmanden var årvågen og trådte et skridt til siden, hvor han roligt kunne gribe den argentinske afslutning.

Omkring 10 minutter senere var Ron Vlaar, der ellers spillede en stor kamp i forsvaret, tæt på score selvmål, da han i en hård duel med Garay fik ben på et solidt indlæg, men heldigvis for Holland strøg bolden over mål.

Et kvarter inde i anden halvleg var Argentina endnu engang på spil. Et godt indlæg fra Ezequiel Lavezzi havde retning mod Gonzalo Higuain, men Napoli-angriberen fik ikke truffet bolden ordentligt, og derfor var opgøret stadig målløst. Kort tid efter var Robin van Persie på spil, men angriberens akrobatiske afslutning gik både forbi mål, mens linjevogterens flag blev markeret som et tegn på offside.

Efter yderligere et kvarter blev Higuain igen sat i scene med en god aflevering i dybden, men endnu engang blev bolden sendt forbi mål.

Syv minutter tilbage af kampen fik Rojo nok af det passive spil og hamrede læderet mod Cillessens mål, men den hollandske målmand var påpasselig og fik fingrene i bolden uden den store fare.

Efterhånden gled kampen ud i ingenting, men netop som overtiden var gået i gang, fik Robben bolden med i straffesparksfeltet. Den store chance blev dog forpurret af Javier Mascherano, der i en god forsvarsaktion fik bolden bugseret ud til hjørnespark.

Tættere kom holdene ikke, og så måtte den forlængede spilletid i brug for syvende gang under VM-slutrunden.

Her kom holdene ikke tættere end et par halvhjertede afslutninger hver, og kampen måtte videre til straffesparkskonkurrence.

Her indledte Ron Vlaar med at brænde på en god Romero, hvorefter Lionel Messi bragte argentinerne foran med 1-0. Herefter scorede Robben og Garay på hver sit forsøg, mens det så var Wesley Sneijders tur til at brænde. Sergio Agüero øgede til 3-1, og selvom Dirk Kuyt også scorede, kunne Maxi Rodriguez til sidst afgøre det hele med sit mål og dermed sende Argentina i VM-finalen mod Tyskland, mens Holland lørdag møder Brasilien i bronzekampen.