Barcelona åbnede sæsonen med sejr
Illustration
La Liga

Barcelona åbnede sæsonen med sejr

Messi scorede to gange i Barcelonas 3-0-åbningssejr over Elche. Også debutanten Munir El Haddadi markerede sig med en flot scoring.

Med en 3-0-sejr hjemme over Elche sikrede Barcelona og den ny træner Luis Enrique sig en fin start på sæsonen søndag aften på Camp Nou.

Den tidligere Roma- og Celta Vigo-træner er tilbage i den klub, hvor han tilbragte otte år som spiller, og her kunne han se Lionel Messi score to gange i en medrivende kamp.

Nyindkøbene Claudio Bravo, Jeremy Mathieu og Ivan Rakitic tog alle del i startopstillingen, ligesom unge Munir El Haddadi og Rafinha var blandt Enriques foretrukne. 

Åbningsmålet var et typisk Messi-mål, da den lille argentiner efter et par fikse ryk fik afsluttet fra kanten af feltet. 

Et direkte rødt kort til Javier Mascherano i slutningen af første halvleg så derimod ud til at give Elche nyt håb, men den 18-årige debutant Munir El Haddadi fordoblede føringen lige efter pausen. 

Og efter godt en time gjorde Messi det så til 3-0 med en lige så imponerende afslutning, der sikrer Barcelona førstepladsen i La Liga.