Rodgers gider ikke snakke om Agger
Illustration
Superliga

Rodgers gider ikke snakke om Agger

Daniel Agger har fortalt om uoverensstemmelse med Liverpool-manager Brendan Rodgers. Rodgers vil dog ikke tale om de to personers uoverensstemmelse.

Han var i Liverpool i mere end otte år, men i sommer tog Daniel Agger beslutningen om at vende hjem, blandt andet fordi han ikke længere var på bølgelængde med manager Brendan Rodgers. De to havde et forskelligt syn på fodbolden, og derfor fik den 29-årige dansker lov til at vende hjem.

Den danske landsholdsanfører har fortalt om uoverensstemmelsen mellem de to, men fra Liverpool-manager Brendan Rodgers kommer der ikke noget svar tilbage.

- Jeg så det i morges (Aggers udtalelse, red.), og jeg har i virkeligheden ikke noget at sige til det. Jeg mener, Dan gav sine begrundelser for at forlade os, og vi ønskede ham alt det bedste, da han forlod os. Af respekt for ham ønsker jeg ikke at sige mere om det. Vi ønskede ham alt det bedste, og nu er han Brøndby-spiller. Han er videre, siger Brendan Rodgers forud for Liverpools Capital One Cup-opgør mod Middlesbrough tirsdag aften.

Daniel Agger fik sin debut for Brøndby IF søndag aften, hvor klubben fra Vestegnen tabte med 1-0 i Telia Parken til ærkerivalerne fra FC København.