De Boer ønsker Fischer med til EM
Illustration: DBU
Landshold

De Boer ønsker Fischer med til EM

Viktor Fischer håber på en plads ved sommeren U/21-EM, og det samme gør hans klubtræner Frank de Boer.

Viktor Fischer har gjort et stærkt comeback for Ajax Amsterdam efter sin skadespause, der strakte sig mere end et år. I de seneste to kampe har danskeren scoret tre mål for storklubben og dermed sat en tyk streg under, at han er på vej tilbage i storform.

Det gør samtidig den tidligere FC Midtjylland-spiller meget aktuel til en plads på det danske U/21-landshold til sommerens EM-slutrunde i Tjekkiet. Angriberen har understreget, at han håber på et opkald fra landstræner Jess Thorup, og det samme håb har Ajax-træner Frank de Boer.

Han er ikke i tvivl om, at det vil gøre Viktor Fischer godt at komme med til EM.

- Vi vil være meget tilfredse med, hvis han kommer med Danmark til EM, siger Frank de Boer til Ajax Life og understreger, at han også håber, at Lucas Andersen får en plads i den rød-hvide trup.

EM-slutrunden starter den 17. juni.