Højbjerg er klar til klubskifte: Jeg holder hovedet koldt
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Bundesliga

Højbjerg er klar til klubskifte: Jeg holder hovedet koldt

Pierre Emile Højbjerg er klar til at blive solgt fra Bayern München. Spilletid er det vigtigste i hans kommende klub.

Pierre Emile Højbjerg er færdig i Bayern München. Det har hans agent allerede udtalt tidligere på måneden, og nu slår midtbanespilleren det samme fast.

Højbjergs lejeaftale med Schalke 04 udløber denne sommer, men danskeren skal ikke tilbage til Bayern München. Planen er, at han skal finde en ny klub i det kommende transfervindue.  

- Jeg ved, at jeg skal sælges fra Bayern. Jeg ved, at der er en pris, og så må man finde nogen, der vil betale den pris. I må snakke med min agent om prisen. Jeg koncentrerer mig om landsholdet, og jeg holder hovedet koldt. Det kan være, at det skal sættes ned i fryseren engang imellem. Jeg vil gerne spille og være en del af et hold hver gang, siger Pierre Emile Højbjerg i forbindelse med mandagens træning i landsholdslejren i Helsingør.

Han ser frem til at prøve noget nyt i karrieren, hvor spilletiden er det vigtigste – og geografien er mindre vigtig.

- Det er et nyt kapitel. Det betyder ikke, at man ikke kan ses igen. Det betyder, at jeg skal finde noget, der passer til mig. Jeg er klar i hovedet, jeg føler mig godt tilpas og jeg tror på mig selv. På den måde er jeg ikke bange for, hvad der skal ske, siger Pierre Emile Højbjerg.

Han ser tilbage på en sæson, der har budt på op- og nedture i både Bayern og Schalke.

- Det har været et lærerigt år. Det har været et år på godt og ondt. Når man kigger tilbage på det, har det været et emotionelt år. Schalke er en meget emotionel klub, og det er både gået op og ned. Jeg har været ude af truppen, jeg har spillet fra start, så det har været op og ned.

- I Bayern vidste jeg godt, at jeg ikke skulle spille fra start, men at jeg kunne være en del af holdet en gang imellem. Jeg fik at vide, at jeg kunne komme til Schalke for at spille, og så blev jeg sat på tribunen i to-tre kampe i træk. Men i løbet af de sidste par måneder har jeg spillet ni-ti kampe i træk. Jeg har taget nogle skridt, og hvis man sammenligner med før jeg tog af sted, er jeg blevet en bedre fodspiller. Det er det vigtigste, siger Pierre Emile Højbjerg.

Midtbanemanden føler, at han har lært meget af opholdet i Schalke 04, hvor han sluttede af med 10 startpladser i de sidste 12 runder af Bundesligaen.

- Schalke er en stor klub, og jeg tror, at det er den klub i Europa med fjerdeflest medlemmer. Det er den næststørste i Tyskland, og  man kan mærke, at det syder og koger. Man lærer at håndtere tingene og spille under pres. Det betyder meget at spille for 62.000 tilskuere hver weekend. Det lærer man af. Hvis man kigger tilbage, har jeg alligevel spillet nogle kampe. Det tog sin tid, men det var godt, siger Højbjerg.