Ajax-træner om målhelten Dolberg: Kendte ham egentlig ikke så godt
Foto: Ajax
Champions League

Ajax-træner om målhelten Dolberg: Kendte ham egentlig ikke så godt

18-årige Kasper Dolberg var et ubeskrevet blad for Ajax-træneren Peter Bosz, der nu roser danskeren for sin imponerende debut med målet i Champions League-kvalifikationen.

Der er blevet skrevet en del om 18-årige Kasper Dolberg det seneste år i de danske medier, men indtil i går var der ikke mange, der havde set ham i aktion.

Tirsdag aften scorede Dolberg på imponerende vis i sin debut for Ajax i Champions League-kvalifikationen mod PAOK, og nu kender de fleste fodbold-interesserede i Danmark og Holland nok Dolbergs navn noget bedre.

Men faktisk var det danske stortalent også et ubeskrevet blad for Ajax-træneren Peter Bosz.

- Egentlig kendte jeg ikke Kasper så godt, inden jeg kom hertil. Jeg havde kun set ham nogle gange på ungdomsholdet. Efterfølgende har vi arbejdet med ham, også i træningskampe, siger Peter Bosz til klubbens hjemmeside.

Han er naturligvis imponeret over Dolberg.

- Enhver kan se, at han har talent, men spørgsmålet er, hvor langt han er i sin udvikling. Dette var naturligvis det perfekte sted for ham at vise sig frem. Jeg synes, han har gjort det godt, slutter Bosz.

Dolberg rejste fra Silkeborg IF til Ajax for kun et år siden.