Wass om Sisto: Mange ting, han skal lære
Jens Dresling/Polfoto
VM

Wass om Sisto: Mange ting, han skal lære

Daniel Wass' spanske klub Celta Vigo har denne sommer købt endnu en dansker i Pione Sisto. Nu skal Sisto lære at spille i Spanien.

Daniel Wass har denne sommer fået en ny holdkammerat - en dansk en af slagsen. Pione Sisto er skiftet fra FC Midtjylland til varmere himmelstrøg i Celta Vigo, hvor han fremover skal tørne ud i La Liga. Daniel Wass ser frem til at spille sammen med Sisto, der dog skal vænne sig til den nye måde, som tingene foregår på i Spanien.

- Det er altid sjovt at have danskere omkring sig. Det er nyt for Pione – han skal ind i det. Der er mange ting, han skal lære. Han er vant til at blive serviceret godt i Midtjylland, og det er selvfølgelig noget andet nede i Spanien. Så der er mange ting, han skal lære og andre ting, han skal se til. Men han er ung og der er masser af tid for ham, siger Daniel Wass til tipsbladet.dk.

Wass har formlen klar til, hvordan Pione Sisto hurtigst muligt bliver en integreret del af Celta Vigo-truppen.

- Jeg tror, at det er vigtigt for ham, at jeg ikke servicerer ham i hoved og røv. Det er også vigtigt for ham at komme tæt på de andre på holdet – ude for banen også, så han oplever, hvordan det er og, jeg ikke altid er der, så han ikke altid kan spørge mig. Jeg tror at det er vigtigt for ham, at se tingene fra hans egen side.

Celta Vigo har tabt begge af sine første to kampe. Først 1-0 på hjemmebane til oprykkerne Leganes og derefter 2-1 på udebane til Real Madrid.