Selvfølgelig er doping en by i Rusland i bizarre, ulykkelige 2016

2016 har haft det med at overraske.

Leicester City vandt Premier League, briterne stemte for at forlade EU, og tidligere i denne uge fik jeg tilsendt en af de der videoer, der bare må være en forfalskning, men ikke var det.

På videoen stod USA’s kommende præsident Donald Trump sammen med musikeren Kanye West og holdt et improviseret pressemøde i Trump Tower.

Kanye West, en dygtig rapper der er kendt for at have sine meningers mod og et iltert temperament, var i sidste måned indlagt på hospital i en uge på grund af udmattelse.
Og den 39-årige kunstner så da også noget træt ud, da han stod ved siden af den storsmilende, kommende præsident og mumlede, mens Trump sagde, de havde diskuteret livet og deres venskab, efter West tilsyneladende uanmeldt var dukket op i Trump Tower for at få en sludder.

Den video er selvfølgelig fuldstændig ligegyldig, men den indrammer meget godt et 2016, hvor enorme problemer bliver forsøgt gemt af vejen og livsvigtige beslutninger udskudt til fordel for meningsløse handlinger og mange hæderkronede institutioners forsøg på at smyge sig udenom enhver form for ansvar.

Således også i sport og fodbold, hvor den canadiske jurist Richard McLaren sidste fredag fremlagde andel halvdel af sin omfattende rapport om systematisk doping i en række sportsgrene med Rusland og IOC som den røde tråd gennem 151 dystre, deprimerende sider.

Et overset, dybt problematisk forhold i rapporten er, at der optræder adskillige anonymiserede fodboldspillere, der tilsyneladende er testet positiv for forskellige typer doping.
Ved et kig på rapporten fandt jeg medikamenter med steroider og vanddrivende midler, jeg kan læse mig til typisk bruges til at skjule dopingmisbrug og derfor i sig selv er forbudt, og folk med meget mere forstand på doping end en lægmand som mig spørger igen, uden at få et brugbart svar fra FIFA eller den russiske VM-komité, hvordan Rusland med nogen form for troværdighed kan beholde VM-værtskabet om halvandet år.

Jeg tør godt gå linen ud og sige, at dopingskandalen ikke får nogen mærkbar konsekvens for Ruslands VM-værtskab.

Og det er uanset, at det russiske sportsministerium med den magtfulde fodboldpolitiker Vitaly Mutko i spidsen ifølge McLaren-rapporten ikke kan have undgået at kende til det systematiske dopingprogram, som selv hardcore dopinglæger fra DDR- og Sovjet-tiden ville have nikket anerkendende til for dets kynisme og skruppelløse manipulation med atleter og myndigheder.

Alene Mutkos tilstedeværelse er nok til at forhindre et større opgør. Han er en af verdens mest indflydelsesrige sportspolitikere, og såvel FIFA-præsident Gianni Infantino som UEFA-præsident Aleksander Ceferin nød godt af russerens politiske opbakning, da de blev valgt i februar og september.

Da den amerikanske jurist og tidligere FBI-efterforsker Michael Garcia undersøgte uddelingen af VM 2018 og 2022, slap russerne afsted med at sige, at deres lejede computere brugt til at lave budmateriale og sende emails i VM-komitéen for længst var destrueret.

Her i 2016 er der noget grum ironi i, at russerne dengang tilføjede, de ikke kunne huske deres passwords til deres Gmail-konti (for dem bruger man selvfølgelig i en komité, der skal sikre VM i fodbold), og at de amerikanske softwarefirmer ikke ville udlevere kontooplysninger og reaktiveringslinks. At FIFA slugte den røverhistorie, må de stadig tude af grin over til julefrokosten i efterretningstjenesten FSB.

Så selvfølgelig kommer McLaren-rapporten ikke til at betyde noget for Ruslands VM-værtskab. Det er lige så indlysende som det faktum, at systematisk doping i en verden med troværdige sportsmyndigheder selvfølgelig ville koste en fodboldslutrunde.

Der er vi ikke endnu, og efter det 2016, vi har haft, skal jeg lige samle mod og frisk energi, før jeg tror på fremgang i 2017.