Næstved raser over Hobro om Abang-sag: Usympatisk
1. division

Næstved raser over Hobro om Abang-sag: Usympatisk

Næstved Boldklub er bestemt ikke tilfreds med Hobros ageren i sagen omkring Anatole Abang.

Forventningerne var tårnhøje, da Hobro IK i sommeren 2016 hentede Anatole Abang til klubben på en lejeaftale fra New York Red Bulls. Et scoop for 1. divisionsholdet, der kunne byde en landsholdsspiller fra Cameroun velkommen.

Abang indfriede dog ikke forventningerne hos Hobro og den 17. februar kunne cheftræner i Hobro, Thomas Thomasberg, fortælle, at det var fint med 1. divisionsklubben, hvis Abang testede sig selv andetsteds. 

- Vi har mange gode angribere, og derfor er det også fint for os, at Abang prøver sig af et andet sted, når han har mulighed for det, fortalte Thomasberg til nordjyske.dk.

I mellemtiden viste Næstved ifølge sn.dk interesse i Abang og håbede op mod slutningen af transfervinduet på, at man kunne lukke en aftale med Abang, men sådan gik det ikke. 

Hobro kunne nemlig tirsdag aften annoncere, at man havde ophævet lejeaftalen med Abang, der dermed ville vende tilbage til New York Red Bulls. Her ønskede Næstved at leje Abang, men problemet for 1. divisionens nummer 11 var ifølge sn.dk, at spillerens spillercertifikat lå i Hobro, hvorfor Næstved var magtesløse. 

Nu er der udmelding fra Næstved, der skriver følgende på klubbens officielle hjemmeside: 

- Ja ja.. Åbenbart ikke i "topklubben" Næstved Boldklub. Ihvertfald var undskyldningerne om det manglende spillercertifikat igår blandt andet. "Jeg har ikke adgang til en Printer og " kontoret er lukket". Gennemført useriøst af Hobro. En ting er at de vil være det bekendt "igen" ikke at have styr på papirgangen, lyder det. 

- Man kunne endda have dem mistænkt for at ødelægge skiftet med vilje. Noget helt andet er at Abang nu står uden indtægt og mulighed for at spille fodbold de næste 5 måneder. Herfra siger vi bare.. Det er usympatisk.