Video : Tipsbladet
Premier League

Ny Crystal Palace-manager energisk før comeback

Den nyudnævnte Crystal Palace-manager glæder sig over at være tilbage på sidelinjen.

Roy Hodgson overtog tidligere på ugen tøjlerne i Crystal Palace efter at klubben sendte hollandske Frank de Boer på porten efter fire nederlag i de første fire kampe.

Den rutinerede englænder glæder sig over at være tilbage og føler sig energisk inden debuten mod Southampton i dagens tidlige Premier League-kamp.

- Det er utroligt, hvad et år væk kan gøre, siger den 70-årige træner til Sky Sports og tilføjer om muligheden for at vende tilbage til trænergerningen.

- Det er en fantastisk gave, at jeg fik muligheden for at tage over her. Jeg har været fyldt med energi det seneste år, og nu har jeg et sted at komme ud med den.

Den tidligere FCK-træner overtaget et hold, som ikke har fået den bedste sæsonstart, men Roy Hodgson er alligevel optimistisk.

- Vi har tabt fire kampe og det seneste nederlag har jeg kigget grundigt igennem. Jeg synes ikke, at der er mangel på engagement eller lyst til at kæmpe, og det forventer jeg heller ikke i dagens kamp.

Kampen i dag er Roy Hodgson første siden han og England tabte 2-1 til Island ved EM sidste sommer, men på trods af skuffelsen så er han stolt af sin tid som engelsk landstræner.

- Jeg er bange for, at de fleste jobs i denne branche har det med at ende ulykkeligt, så når sådan noget sker, som det gjorde mod Island, hvor spillerne spillede under det niveau, de havde vist, så gør det ondt. det var hårdt for mig, hårdt for spillerne og hårdt for FA, siger han om nederlaget og fortsætter:

- Jeg har sagt alt, hvad der skal siges om den del af mit liv. Jeg er meget stolt over at have været engelsk landstræner og synes at de fire år ved roret indeholder nogle gode minder, som jeg altid vil kunne kigge tilbage på med glæde.