Video : Tipsbladet
Champions League

Valencia delte for niende gang i sæsonen

Young Boys og Valencia spillede uafgjort i det tidlige Champions League-opgør.

Det har ikke været en optimal sæsonstart for Valencia, som efter ni La Liga-kampe har spillet uafgjort hele syv gange. Samtidig var det blevet til en uafgjort og et nederlag i Champions League gruppe H, og tirsdag aften blev det så til endnu et remis.

Hjemmeholdet startede egentlig opgøret bedst, hvor det virkede til, at Valencia-spillerne skulle vænne sig til underlaget, som er kunstgræs. Efter tyve minutters spil fik gæsterne bedre fat, og det udnyttede Chelsea-ejede Michy Batshuayi efter 25 minutter.

Dårligt opspil af schweizernes venstreback gjorde, at Carlos Soler kunne opsnappe bolden, og for en gangs skyld var den belgiske angriber ikke offside. 0-1-resultatet holdt til pausen, selvom der var muligheder i begge ender.

Derfor var det heller ikke ufortjent, at Young Boys fik udlignet efter 55 minutters spil. Et godt træk af unge Djibril Sow fik Valencia-anfører Daniel Parejo ud af balance, og han begik et klodset straffespark. Fra 11-meter var det topscorer Guillaume Hoaraum, der bragte balance i regnskabet.

Mod slutningen pressede hjemmeholdet på for en sejr. Det var lige ved og næsten efter et godt hovedstød, men Neto reddede flot ved hjælp af stolpen. Dermed endte det uafgjort i Schweiz, og de to hold er fortsat nederst i gruppe H.