Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - SønderjyskE

Både SønderjyskE og AC Horsens aspirerer begge til Superligaens top seks, og derfor er lørdagens indbyrdes opgør også en vigtig kamp for begge mandskaber. Spørgsmålet er bare, hvem der er stærkest?

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag kl. 16.00
Spillested: CASA Arena Horsens
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: TV3 MAX
Hashtag: #achsje #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Selvom det i slutningen af oktober blev til 1-0-sejr over Vendsyssel, så ser en iøjnefaldende tendens ud til at fortsætte for AC Horsens. Bo Henriksens mandskab kan slå både Brøndby, FC København og FC Nordsjælland på udebane, men mod Superligaens mindre klubber har de svært ved at slå til.

Horsens har leveret glimrende i denne sæson og er stadig lige akkurat med i top seks efter de første 15 runder, men senest blev det altså til endnu et pointtab mod et af rækkens bundhold. Lokalrivalerne fra Vejle overmatchede AC Horsens på samtlige parametre, og det vidner altså bare om, at der er langt fra bundniveau til topniveau hos "Den Gule Fare".

Nu venter et af rækkens nuværende tophold, SønderjyskE, og så skal det ellers blive spændende at se, hvilket Horsens-hold vi får på banen.

Oliver Drost vendte i forrige uge tilbage efter en lille skadespause, da han kom på banen mod AaB i pokalturneringen, og eneste spørgsmålstegn er derfor Thomas Kortegaard. Den rutinerede forsvarsspiller var udeladt af truppen til kampen mod Vejle, og selvom der endnu ikke er blevet meldt noget ud, kunne det godt tyde på, at han døjer med en skade. 

SønderjyskE:
Der er kun fem point fra nummer 13 til nummer fire i Superligaen, og det betyder helt konkret, at størstedelen af rækkens hold kan tage et par store spring med en sejr - og med et nederlag for den sags skyld.

Det gør sig også gældende for SønderjyskE, der "kun" har vundet to af de seneste fem kampe, men med sejren over Vendsyssel i forrige runde sprang fra ottendepladsen til fjerdepladsen. Særligt var det vigtigt for sønderjyderne at få bevist, at de også kan score mål. Claus Nørgaards mandskab havde i de første 14 runder kun scoret 18 gange, men i sejren over Vendsyssel fik de netmaskerne til at blafre hele tre gange.

Nicholas Marfelt og Joao Pereira er formentlig stadig ude, da de heller ikke er blevet udtaget til onsdagens pokalkamp mod Esbjerg, som går i gang, netop som denne artikel publiceres. I forhold til kampen mod Vendsyssel vender Marcel Rømer også tilbage efter at have siddet ude med karantæne, ligesom Søren Frederiksen er blevet sin sygdom kvit.

Karantæner:
AC Horsens: Ingen
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (3-5-2):
Delac - Nattestad, Nielsen, Reese - Nymann, Skytte, Jakobsen, Heltne Nilsen, Lumb - Junker, Borring

SønderjyskE (4-2-3-1): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Poulsen - Jonsson, Zimling - Bah, Rømer, Absalonsen - Lieder 

Profilen:
Den kun 20-årige Alexander Bah blev i sommers hentet i HB Køge, og den unge kantspiller ligner efterhånden et bedre og bedre køb. Bah bliver simpelthen bare bedre og bedre, og det kastede også Superligamål nummer to af sig i forrige runde mod Vendsyssel. U21-landstræner Niels Frederiksen nævner ham som en mulig outsider til EM-truppen til sommer, så det bliver spændende at se, om han kan fortsætte de gode præstationer.

Vidste du, at..:
AC Horsens har lukket seks mål ind i de seneste to Superligakampe, og nu møder de så SønderjyskE, som de historisk har haft meget svært ved at holde fra scoringer. SønderjyskE har således scoret de seneste syv gange, de har mødt Horsens. 

Dom:
AC Horsens har kun tabt én kamp på hjemmebane i denne sæson, men de har omvendt også kun vundet én af slagsen. SønderjyskE kommer stort set uden undtagelser med det samme hver gang, men det er omvendt svært at blive kloge på Horsens i denne sæson.

Kampen er derfor også svær at spå om. Buddet lyder på en hjemmesejr på 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: