Video : Tipsbladet
Superliga

Rodolph Austin risikerer karantæne for albueslag

Esbjergs Rodolph Austin risikerer at blive straffet for den albue, han stangede i hovedet på AGF-spilleren Jakob Ankersen.

Esbjerg fB får på søndag besøg af Brøndby IF, men vestjydernes centrale forsvarsspiller Rodolph Austin risikerer at misse opgøret mod sin tidligere arbejdsgiver.

I fredagens premierekamp mod AGF var jamaicaneren involveret i en situation, hvor han svingede en albue direkte i halsen på hjemmeholdets Jakob Ankersen. Det skete kort tid efter, at de to havde haft en batalje tæt på baglinjen.

Dommer Michael Tykgaard gav hverken frispark eller gult kort for albueslaget, men Rodolph Austin risikerer alligevel at blive straffet. Jens Hjortskov, der er formand for Fodboldens Disciplinærinstans, bekræfter over for Ekstra Bladet, at man har modtaget en indberetning, som instansen er i gang med at vurdere.

Sagen minder en del om den, Kamil Wilczek var involveret i kort før vinterpausen. Her hamrede Brøndby-angriberen en albue i hovedet på Vejles Kerim Memija, og for det blev han straffet med to spilledages karantæne.

Opgøret mellem Esbjerg og Brøndby fløjtes i gang søndag klokken 18.00.