Dagens U21-profil: Den nye Manuel Neuer
Foto: Getty Images
EM

Dagens U21-profil: Den nye Manuel Neuer

På hver kampdag under U21-EM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden.

U21-slutrunden er ikke bare et møde med 12 nationer. Det er også et møde med nogle af de 276 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under U21-EM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne.

Dagens U21-profil: Alexander Nübel, Tyskland

De er begge tyskere, begge er målmænd, og de er lige høje. 193 centimeter måler de. De fik begge deres Bundesliga-debuter i Schalke 04, og med 22-årige Alexander Nübels præstationer for det tyske U21-landshold og i Schalke er sammenligningen med verdensstjernen Manuel Neuer fra FC Bayern München uungåelig.

Målmanden Alexander Nübel har erobret pladsen i kassen hos tyske Schalke 04 som bare 22-årig og har allerede vist prøver på sit store talent. Mandag aften var han sammen med Tysklands U21-landshold med til at besejre Danmark med 3-1, og dermed står tyskerne godt før mødet med Serbien senere torsdag.

Det er ikke kun højden og passet, der smager af det samme, for den 22-årige U-landsholdsmålmand har også lidt en spillestil som Tysklands verdensklasse-keeper.

Nübel er dygtig til at bruge sine fødder, komme langt ud af feltet og agere sweeper, og det er faktisk noget, han har lært, efter han har studeret Manuel Neuer. Og han har været så god til det som ungdomsspiller i Paderborn, at han faktisk blev døbt "Manuel".

De gode præstationer for Schalke og på U21-landsholdet har angiveligt fået større fisk i vandet til at se nærmere på Nübel, for er han den næste Manuel Neuer, er det med at få fat på ham, inden det er for sent. En stærk præstation ved U21-EM kan være med til at gøre Nübel endnu mere attraktiv.

Rygterne siger, at blandt andet FC Bayern München holder øje med målmanden, der - hvis det har noget på sig og ender med at blive til noget - kan blive holdkammerat med idolet Manuel Neuer. Neuer er blevet 33 år, så måske er det ved at være tid til, at FC Bayern München finder en afløser.

Det er 10 år siden, at Manuel Neuer spillede sin sidste kamp for det tyske U21-landshold, der vandt U21-EM med en sejr på 4-0 over England i finalen. Siden blev han en af verdens bedste målmænd. Nu kan det være, at det om 10 år er Nübel, man snakker om, ikke Neuer. Det må tiden vise. I første omgang handler det for målmanden om at sikre, at Tyskland genvinder U21-EM. De er godt på vej, og med en sejr torsdag over Serbien er holdet tæt på semifinalen ved U21-EM.