Video : Tipsbladet
Superliga

SIF-keeper droppede fælt: Vi kommer ikke til at slagte ham for det

Silkeborgs målmand, Oscar Hedvall, havde en noget uheldig rolle mod Brøndby, men keeperen skal blive ved med at turde, mener SIF-træner Kent Nielsen.

Det blev til et nederlag på 0-3 for Kent Nielsen og Silkeborg, der begge var tilbage i dansk fodbolds bedste række efter et år, da klubben søndag gæster Brøndby.

Returen startede dog ikke så godt for mandskabet, der vandt NordicBet Ligaen i sidste sæson. I nederlaget droppede SIF's målmand Oscar Hedvall fælt ved scoringen til 1-0, og i det hele taget var det en svær kamp for den unge keeper, der virkede til at være kyst af kulissen og livet i Superligaen.

Træner Kent Nielsen bakker dog op om sin målmand.

- Som træner, stab og hold kan man hjælpe et stykke af vejen, men i bund og grund er det også spilleren selv, der skal finde en vej. Vi skal ikke sige, at det ikke var en fejl og kom igen og alt det der. Det var en fejl, og det havde en konsekvens. Men vælger man så at blive nervøs over det, påvirker det en træningsmæssigt og i næste kamp.

- Vi talte i pausen om, at vi var bagud 0-2, og hvis vi sagde, at vi ville spille med nul fejl, ville vi blive slagtet. Vi skal turde og evne - også selvom vi er bagud 0-2 - at lave fejl i forsøget på at gøre det rigtige. Vi skal turde at spille. Målmanden skal turde at gå ud og gribe bolden, selv om han har tabt den tidligere. Det er vejen frem. Vi slagter ham ikke for det, for vi ved, hvad han har lavet af gode og mindre gode ting, og det er også en del af det at være fodboldspiller, siger Silkeborgs cheftræner.

Næste opgave for SIF er en kamp hjemme mod AC Horsens, og her forventer Kent Nielsen, at 20-årige Oscar Hedvall og det unge Silkeborg-hold igen spiller med risiko.

- Unge spillere skal jo finde deres vej. Spiller man safe, kommer man ikke langt i fodbold, og tager man for meget risiko, bliver man slagtet. Så det handler om hurtigt at lære af sine fejl. Det er virkelig learning by doing. Der er ikke nogen proces i det, og det er kamp til kamp, at man skal blive lidt smartere, lidt klogere og lidt dygtigere.

Der er i øjeblikket ikke meget konkurrence til Oscar Hedvall, der kun har målmandstræner Thomas Nørgaard som sin konkurrent. Han er tiltænkt en rolle som tredjekeeper. Om SIF så leder efter en ny førstemålmand eller en reservekeeper, kommer de næste kampe nok til at afgøre.