Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: AGF-keeper med mareridtsdebut

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem AGF og FC Midtjylland.

AGF – FC Midtjylland 0-1 (0-0)
Evander, 0-1 på straffespark (88')

Kampens bedste
AGF
AGF har solgt Jens Stage denne sommer, og selvom de formentlig savner ham i Århus, har Nicolai Poulsen udfyldt tomrummet på banen flot hidtil. Den tidligere Randers-anfører er allerede en stor profil på AGF’s defensive midtbane, og han var den bedste på David Nielsens mandskab i søndagens kamp med solide indgreb defensivt og offensivt.   

FC Midtjylland
Jakob Poulsen er i øjeblikket bænket i FC Midtjylland, og i hans fravær får Evander muligheden for at træde i karakter. Alle brasilianerens aktioner var ikke lige gode, men flere gange viste han positive takter som omdrejningspunktet på midtbanen. Derudover var der flere stærke præstationer i FC Midtjyllands forsvar. 

Kampens værste
Det kunne blev en sand mareridtsdebut for William Eskelinen i AGF-målet. Efter knap en times spil lavede den svenske keeper en stor fejl, hvor han lagde bolden til rette for Gustav Wikheim i eget felt. Heldigvis for den svenske keeper blev han reddet af holdkammeraten Alexander Munksgaard, der blokerede FC Midtjyllands forsøg på stregen.

Så heldig var han ikke senere. Eskelinen så nemlig heller ikke for godt ud, da han begik straffespark knap fem minutter før tid, og straffesparket udnyttede FC Midtjylland til at sikre sig sejren.  

Kampens detalje
Der blev ikke scoret i opgøret, men Mustapha Bundu stod for et af de bedste forsøg med en speciel afslutning. Angriberen fra Sierra Leone forsøgte sig med en afslutning tæt ved baglinjen i starten af anden halvleg, og det var en fin detalje, der var ved at snyde Jesper Hansen i midtjydernes mål. Om det i virkeligheden var et forsøg på et indlæg, må stå hen i det uvisse.