Vejle Boldklub køber finsk profil til forsvaret
Foto: Vejle Boldklub
1. division

Vejle Boldklub køber finsk profil til forsvaret

Vejle Boldklub henter ny profil til det centrale forsvar.

Med en uge til transfervinduet lukker har Vejle Boldklub lavet en på papiret ganske markant transfer.

Superliga-nedrykkerne har købt den finske midtstopper Juhani Ojala i Allsvenskan-klubben BK Häcken. Ojala står noteret for 22 landskame for Finland, men det er to år siden, han senest var udtaget til andet end ligalandsholdet.

I denne sæson er det ikke blevet til ret meget spilletid i BK Häcken, og derfor skal karrieren have et løft i Vejle.

- Det er en spiller, som kender fodbolden i Skandinavien, og som vil være en stærk spiller for os i NordicBet LIGA. Med tre midtstoppere til et efterår med mange kampe har vi og trænerstaben haft ønske om at forstærke os på den position. Juhani Ojala måler lige godt og vel 1.90 m, og han er en spiller, der er meget ærlig i sit forsvarsspil. Vi byder Juhani Ojala velkommen i Vejle Boldklub, siger Jacob Krüger, der er teknisk chef i klubben.

Forsvarsspilleren ser frem til at tørne ud for Vejle Boldklub.

- Det føles godt at være kommet til Vejle. Tingene kan gå hurtigt i fodbold, og jeg ser frem til at gøre mit bedste for VB i fremtiden. Jeg er kommet for at gøre mig gældende i kampen om spilletid, men når jeg kommer midt i sæsonen, vil jeg respektere trænerens beslutninger om holdet. Jeg har prøvet en del i min karriere, men i Skandinavien har jeg altid befundet mig godt, og jeg ser frem til at spille for Vejle Boldklub.

- Der er efterhånden en del finske spillere i Danmark, og nogle af dem skifter videre ud i Europa. Det fortæller mig, at der er et godt niveau. Nu skal jeg først lære holdet og mine nye holdkammerater at kende, men førstehåndsindtrykket af klubben og Vejle Stadion er godt. Jeg glæder mig til at komme i gang, siger Juhani Ojala.

30-årige Juhani Ojala har tidligere i karrieren været et smut i russisk fodbold hos Terek Grozny og schweizisk fodbold hos Young Boys. Han har blandt andet spillet Europa League-gruppespil for Young Boys, og i 2012 scorede finnen i et opgør mod Liverpool. Samme år spillede han fuld tid i begge kampe, da Young Boys ekspederede FC Midtjylland ud af kvalifikationen.

Vejle oplyser ikke, hvor lang en aftale Junai Ojala har underskrevet.