Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland står fast: Kræver stort millionbeløb for Frank Onyeka

Club Brugge har mod slutningen af vinduet tilbudt cirka 45 millioner kroner, men de forsvarende danske mestre kræver tilsyneladende 20-30 millioner kroner mere for den 22-årige nigerianer.

Meget tyder på, at Frank Onyeka også er at finde i FC Midtjylland, når transfervinduet klapper i sent mandag aften. Medmindre der kommer et meget stort millionbeløb i løbet af transfervinduets sidste timer, beholder midtjyderne ham nemlig. 

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger holder FC Midtjylland nemlig fast i prisskiltet på knap 75 millioner kroner, som de har fastholdt i hele transfervinduet i de meldinger, der er sivet ud fra det midtjyske.

Det beløb har nigerianerens bejlere dog endnu ikke været villige til at byde. Club Brugge har ellers flere gange været nævnt som en bejler til midtbanespilleren og har da også sendt et bud til FC Midtjylland. 

Club Brugge skal ifølge tipsbladet.dk's oplysninger have budt omtrent 45 milioner kroner for 22-årige Frank Onyeka, der ved et skifte også kunne se frem til en markant lønforhøjelse, men det bud er altså langt fra midtjydernes prissætning og er derfor blevet afvist, ikke mindst med tanke på de Champions League-kampe, der venter i de to kommende måneder.

Det er dog ikke nyt, at FC Midtjylland kræver et stort beløb for Frank Onyeka. Tidligere på sommeren erklærede sportschef Svend Graversen, at de var klar til afvise bud på op til 50 millioner kroner.

- Der er ingen tvivl om, at som han har spillet, er der rigtig mange, der spørger og helt sikkert også vil komme med et bud på Frank. Men vi er også der, at skal Frank videre nu, bliver det et bud, som er et af de højeste, vi har set i FC Midtjylland, sagde Svend Graversen til TV 3 Sport tilbage i juli.

Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020

Hvis Frank Onyeka skal en tur videre, skal der altså komme et meget stort transferbud, inden transfervinduet endeligt lukker ved midnat.  

Transfervinduet åbner igen om tre måneder, og de midtjyske klubledere har ved flere lejligheder slået på, at spillerne ikke skal vente ret længe for at komme videre, hvis de ikke bliver solgt i denne transferperiode.

Onyeka har været en nøglespiller for FC Midtjylland de seneste 12-18 måneder. Nigerianerens agent Klaus Granlund udtrykte overfor B.T. tidligere på året et håb om, at prisen på Frank Onyeka ville være et stykke under de 10 millioner euro, svarende til omtrent 75 millioner kroner, der fortsat lader til at være FCM's pris.