Video : Tipsbladet
Rygter

Efter flyvende start i Dortmund: Real Madrid har kig på Haaland

Real Madrid kan muligvis finde på at gå efter Erling Haaland i stedet for Kylian Mbappé. Nordmanden har således, i modsætning til franskmanden, en frikøbsklausul.

Erling Haaland har kun spillet for Dortmund i et par måneder, men nordmanden sættes nu allerede i forbindelse med Real Madrid.

Teenageren har scoret 12 mål i otte kampe for tyskerne, og sænkede blandt andet PSG med to kasser i sidste uge. 

Det er den spanske journalist José Luis Sanchez, der i programmet El Chiringuito reporterer, at Real Madrid vil holde skarpt øje med Haalands udvikling i Dortmund. Hvis nordmanden fortsætter med at levere på det niveau, han gør nu, er det ifølge Sanchez garanteret, at Real Madrid vil igangsætte en transfer.

Norsk duo i Madrid?
Sanchez regnes typisk for at være en meget troværdig journalist, hvad angår Real Madrid, så det skal blive spændende at se, om Haaland på et tidspunkt kommer til at trække i den hvide trøje.

I så fald er der lagt op til et fremtidigt norsk makkerpar på Bernabéu, idet den spanske avis AS for nyligt reporterede, at Zinedine Zidane pønser på at hente lejesvenden Martin Ødegaard tilbage til Madrid til sommer.

Erling Haaland, der fylder 20 år til juli, har i denne sæson scoret hele 40 gange indtil videre. Nordmanden udråbte desuden for nyligt Real Madrid-legenden Cristiano Ronaldo som sit helt store idol.

Kan hentes for 560 millioner
Real Madrid har igennem længere tid været kædet sammen med Kylian Mbappé. Madrilenernes problem er dog, at franskmanden ikke har en frikøbsklausul, hvorfor PSG altså kan nægte at sælge. Mbappés kontrakt udløber først i sommeren 2022.

Jan Aage Fjørtoft, som er ven af Haaland-familien, afslørede for nyligt overfor Talksport, at Haaland har en frikøbsklausul.

- Jeg kender ikke alle detaljerne i kontrakten. Men han har en frikøbsklausul på 75 millioner euro (560 millioner kroner, red.). Jeg tror dog ikke, at den er gældende i det første år.