Video : Tipsbladet
Generelle

La Liga-klub raser over bizart tweet fra klubbens egen trøjesponsor

Granada tabte søndag med 6-1 til Atlético Madrid, og efter slutfløjtet blev den sydspanske klub så tilmed ydmyget af sin egen trøjesponsor.

Granada løb søndag ind i et knusende 6-1-nederlag i udekampen mod Atlético Madrid, og efter slutfløjtet valgte den sydspanske klubs trøjesponsor, bettingfirmaet Winamax Deportes, så at gøre grin med Granadas præstation.

På Twitter delte Winamax Deportes således et såkaldt heatmap, der normalt viser, hvor spillerne har opholdt sig mest på banen. Der var dog tale om et satirisk heatmap, der i stedet indikerede, at Granada havde fået en hårdhændet behandling af Atlético Madrid og Joao Felix i søndagens opgør. 

I Granada kunne man dog på ingen måde se det sjove i trøjesponsorens joke. På Twitter har Granada således nu gjort det klart, at man forventer en undskyldning fra sin trøjesponsor.

- Granada kræver en offentlig undskyldning og en øjeblikkelig tilbragetrækkelse fra Winamax Deportes for deres anstødelige og respektløse tweet mod klubben og dens fans. Derudover forbeholder vi os retten til at reagere på passende vis, så vi kan forsvare interesserne for en institution, der har 89 års historie, lyder det således fra Granada på Twitter.