Video : Tipsbladet
Premier League

Dansk stjerne bænket: Det virker som et panikkøb

Jannik Vestergaard får minimalt med spilletid i Leicester, og Tipsbladet har talt med The Athletic-journalisten Rob Tanner om den danske forsvarsspillers problematiske situation.

Ét minuts spilletid i Premier League. 

Mere er det ikke blevet til for Jannik Vestergaard siden midten af januar, og dermed kan man roligt sige, at forsvarsspillerens første sæson i Leicester City har været en blandet fornøjelse. 

Vestergaard startede faktisk sæsonen med regelmæssig spilletid i september og oktober, så spørgsmålet er, hvorfor den danske landsholdsspiller i de seneste måneder er røget helt ud i kulden, når faktum er, at Leicester samtidig har haft en sæson med markante defensive problemer? 

Tipsbladet har talt med journalisten Rob Tanner, der eksklusivt dækker Leicester City for mediet The Athletic og derudover har skrevet bogen '5000-1 The Leicester City Story'.

Hvad er der sket med Vestergaard i de seneste måneder? Hvorfor får han stort set ingen spilletid for Leicester?

- Jannik blev hentet udelukkende fordi, at Wesley Fofana blev skadet i den sidste opstartskamp inden sæsonen. Leicester havde brug for bredde, og de tog et kig på, hvem der var tilgængelige til den rette pris, og Jannik var deres foretrukne valg. Han startede sæsonen med en solid præstation mod Manchester City, men det var en kamp, der passede til hans styrker. De lagde et tungt pres, og Leicester var nødt til at stå langt tilbage, og Jannik er god til at rydde ud i feltet. Han fremstår ikke lige så sikker længere fremme på banen, når der er større rum, der skal forsvares, siger Rob Tanner til Tipsbladet.

- Rodgers kan godt lide, at hans forsvarsspillere presser frem bagfra og går op på modstandernes midtbanespillere. De er nødt til at være bevægelige, relativt hurtige og komfortable i en-mod-en-situationer. Det passer ikke til Janniks styrker. Nu har de Fofana og Evans tilbage fra deres skader, og så får han ikke mange muligheder. 

Hvad var Leicesters forventninger til Jannik Vestergaard, da klubben købte ham i sommer?

- Rodgers har sidenhen udtalt, at Jannik fik at vide, da han ankom, at han kun var dækning for Fofana og Evans, mens de var skadede. Men jeg er sikker på, at han følte, at han ville komme til at starte flere kampe i denne sæson, end han har gjort. Det har taget ham tid at tilpasse sig Leicesters stil, så måske han kan falde til... men jeg tror, at fansene havde forventet mere dominante præstationer end det, han har vist til tider, siger Rob Tanner.

Anser du Jannik Vestergaard som et fejlkøb for Leicester, eller er det for tidligt at konkludere noget? Har han en fremtid i klubben?

- For mig virker det til, at han var et panikkøb. Men det er kun hans første sæson, og han har måske brug for tid til at vænne sig til den måde, som Rodgers gerne vil have, at hans forsvarsspillere forsvarer på. Fofana og Soyuncu er aggressive og bevægelige, og Jannik er nødt til at finde en måde at spille på den samme måde. Men jeg tænker over, om han ikke ville have det bedre på et hold, der forsvarer dybt og med mange mand, så han vil kunne få mere dækning og mindre plads omkring sig.

Jannik Vestergaard har opnået 10 Premier League-kampe i sin første sæson i Leicester, heraf blot to i 2022.