Video : Tipsbladet
Europa League

Skandale i EL-semifinale: Kommentatorer overfaldet

To tyske kommentatorer blev angiveligt overfaldet af engelske fans under torsdagens Europa League-semifinale mellem West Ham og Eintracht Frankfurt.

West Ham fik ikke det bedste resultat i torsdagens Europa League-semifinale mod Eintracht Frankfurt, og det kom tilsyneladende til at gå ud over to tyske kommentatorer, der var på plads på London Stadium. 

Således skriver flere medier, herunder avisen The Telegraph, at de to tyske radiokommentatorer Tim Brockmeier og Philipp Hofmeister angiveligt blev overfaldet af West Ham-tilhængere under torsdagens kamp. 

Ifølge The Telegraph skulle Hofmeister have fortalt undervejs lytterne, at han og Brockmeier var blevet angrebet af West Ham-fans, der skulle have flået Brockmeiers headset af. De to tyske kommentatorer blev angiveligt flyttet til andre pladser i pausen af opgøret. 

En talsmand fra West Ham har efterfølgende meddelt, at klubben er bevidst om torsdagens hændelse, og at klubben vil videregive oplysningerne til politiet, hvis det lykkes at identificere de fans, der overfaldte de tyske kommentatorer. Disse fans vil samtidig blive tildelt en permanent karantæne. 

Eintracht Frankfurt vandt torsdagens opgør med 2-1 i en kamp, hvor danske Jesper Lindstrøm startede på banen. Returkampen spilles i Frankfurt i næste uge.