Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-boss: Vi bliver overskygget på transfers

Der er mange gode ting i gang i Århus og AGF, men klubben mangler stadig at gøre det bedre, når det handler om transfers, fastslår direktør Jacob Nielsen.

AGF skal bygges op med tålmodighed. Så klar er beskeden fra administrerende direktør Jacob Nielsen.

Mens der er mange gode ting i gang i klubben fra Århus, er der stadig fokus på en anden ting, hvor det godt kunne være bedre.

AGF skal være bedre til at sælge, siger administrerende direktør Jacob Nielsen i et interview med Tipsbladet fredag.

- Vi går i nul uden at sælge spillere. Jeg har stor tro på tingene, fordi jeg tror, vi kan komme op og sælge spillere på samme niveau som FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Vi skal være dygtigere, og det er hele deres forretning. Men jeg tror, vi kan komme derop, siger Jacob Nielsen.

- Der er to store indtægtsgrupper i fodboldindustrien, vi ikke har fået ret meget ud af. Og det er europæiske turneringer og transfers. Vi har udviklet os virkelig godt på basis-indtægterne. På sponsorer, på matchday, på andre kommercielle indtægter. Men på Europa og transfers må vi bare sige, at vi bliver overskygget. Vi kan ikke pumpe vores sportslige budget, før vi bliver dygtigere til at sælge spillere. Enten fra egen avl og præstationer på førsteholdet, eller ved at vi spiller i Europa, siger Jacob Nielsen, der har respekt for det arbejde, konkurrenterne har lavet de seneste år.

- FC Midtjyllands transfers kan være sværere at se, fordi de skjuler det mere. Men Ståles FC København har altid solgt for mere end FC Midtjylland, de har bare markedsført det mere. De solgte for kæmpe beløb under Ståle, og de har gjort det igen nu her, hvor 'PC' har solgt Ståles spillere. Når man er efter Ståles store budgetter, skal man også huske på, at han virkelig også formåede at finde spillere, der kunne sælges videre meget dyrt, siger Jacob Nielsen.

Rygterne går om interesse for U/21-landsholdsspilleren Albert Grønbæk, og over tid er det den type spillere, århusianerne skal omsætte, ligesom rivalerne i toppen har solgt Jonas Wind, Frank Onyeka og Jesper Lindstrøm.

- Jeg synes, at Silkeborg og Randers er dygtige lige nu, FC Nordsjælland har bygget hele deres forretning op på det, og det er det, som Brøndby er blevet bedre til, uden de på nogen måde er på niveau med FC Midtjylland og FC København. Vi må indrømme, at vi har haltet efter. Jeg synes, vi tog et par skridt med salgene af Jens Stage og Mustapha Bundu, hvorefter der har været et lille tomrum. Vores største salgsemner nu er vel vores egenudviklede spillere, siger han.

Du kan læse hele interviewet med Jacob Nielsen i fredagens udgave af Tipsbladet, hvor han taler om de strategiske linjer i AGF. Her taler han også om, hvorfor det ikke blev en dansk træner til AGF i denne gang.

I Tipsbladet får du også et gennemsyn af AGF-truppen, historier om de nye klubejerregler i Danmark, ligesom der er en forklaring på, hvorfor Super League stadig lever. 

Køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet hver fredag.

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub