Video : Tipsbladet
Premier League

Kæmpe ros: Han har betydet sindssygt meget

Rasmus Nissen Kristensen er vild med den amerikanske træner, der har betydet meget for danskerens karriere.

Tipsbladet i Qatar.

De hænger næsten sammen som ærtehalm, Rasmus Nissen Kristensen og Jesse Marsch.

Jesse Marsch var cheftræner i RB Salzburg, da den østrigske storklub hentede “NK” fra Ajax i 2019. Og det var også Jesse Marsch, der i sommer hentede danskeren til deres nuværende klub, Leeds United i Premier League.

At de kender hinanden bedre end de fleste, er der altså ingen tvivl om. Og Rasmus Nissen Kristensen lægger heller ikke skjul på, at han er fan af den 49-årige amerikaner. .

- For mig er han fantastisk personlighed. Han er excentrisk og en, der har følelserne ude på tøjet, og det elsker jeg. Det kan man forholde sig til. Det er noget, jeg virkelig sætter pris på, og også på ham. Han er fantastisk dygtig, lyder det fra den danske landsholdsspiller. 

Hvor meget har han betydet for din karriere?

- Det er altid svært med det der, men han har uden tvivl betydet rigtig meget. Han samlede mig lidt op, da jeg kom fra Ajax, og så har han taget mig med til Leeds nu. På den måde har han betydet sindssygt meget.

- Det er den bedste træner, jeg har spillet under. Jeg kan ikke sige andet, end jeg er bare glad for at arbejde sammen med ham, siger han. 

Starten i Leeds denne sæson har også været nemmere på grund af netop Jesse Marschs hjælp. 

- Jeg vidste, at jeg ville få chancen fra start, fordi Luke Ayling var skadet. Jeg vidste, jeg ville spille de første fire-fem kampe, og det skulle afgøre, om jeg ville beholde pladsen eller ej.

- Med Luke tilbage har der været mere rotation, men umiddelbart er det mig, der har spillet mest. Jeg synes, jeg har gjort det godt, og træneren har hjulpet mig til det, fortæller højrebacken og tilføjer:

- Det er specielt at spille i Leeds med historien og traditionerne og alt, det medfører. Som at spille på landsholdet er det en ære og et privilegie at spille for en klub, som betyder så meget i nogle folks liv.

Den tidligere FC Midtjylland-profil har spillet 12 kampe for Leeds i denne sæson med en enkelt assist til følge. Han står i alt noteret for 10 landskampe for Danmark og kan spille sin 11., når landsholdet møder Tunesien på tirsdag.