Video : Tipsbladet
Benelux

Milan-boss er i Amsterdam: Har mandat til Dolberg-forhandlinger

AC Milans sportsdirektør skal befinde sig i Amsterdam, og han har fået mandat til at indlede forhandlinger med Ajax om Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg havde ikke sin bedste kamp for Ajax, da hovedstadsklubben søndag besejrede FC Groningen med 2-0 i Æresdivisionen, men den danske angriber har for længst overbevist om, at han er et af de mest spændende angrebstalenter i europæisk fodbold netop nu.

Netop Kasper Dolberg var da også grunden til, at AC Milans sportsdirektør Massimo Mirabelli søndag var i Amsterdam.

Ifølge Radio TMW var Milan-bossen på plads for at besigtige Kasper Dolberg, og den italienske klub skal have givet ham mandat til at indlede forhandlinger med Ajax om den danske angriber. AC Milan er i fare for at miste angriberen Carlos Bacca i januars transfervindue, og Dolberg er altså udset som en mulig afløser.

Et skifte til AC Milan virker dog ikke sandsynligt for Kasper Dolberg. Danskeren er først lige slået igennem i denne sæson, og spillerens agent, Jens Steffensen, har tidligere fastslået over for tipsbladet.dk, at Kasper Dolberg har planer om at blive i Ajax i længere tid.

- Vi vil gerne have et år eller to mere i Ajax, for han kan udvikle sig i klubben. Men man skal heller ikke lukke øjnene for fodboldverdenen, for spillere er som frisk kød, og frisk kød vil alle have. Hvis en spiller brækker benet, er det råddent kød, og så er der ikke nogen, der vil have det. Og det er ikke sikkert, man kommer på samme niveau igen efter en alvorlig skade, sagde Jens Steffensen for tre uger siden til tipsbladet.dk.

Kasper Dolberg har kontrakt med Ajax frem til 2021.