Bundesliga

Avis: Van Gaal fyres, men han bliver

Louis van Gaal fortsætter i Bayern München sæsonen ud og bliver så løst fra sin kontrakt. Sådan skriver det tyske fodboldmagasin Kicker.

Fodboldtyskland har ventet på nyt fra Bayern München hele dagen, men stadig har de forsvarende tyske mestre ikke selv meldt noget ud om træner Louis van Gaals situation.

De tyske medier har dog på skift erfaret, hvad der vil komme til at ske, og nu melder

Kicker

, at Bayern-ledelsen har besluttet sig for at stryge det sidste år af Louis van Gaals kontrakt, så han stopper i klubben til sommer.

Beslutningen skulle være blevet truffet på et møde tidligere i dag, men endnu er der altså ikke meldt noget officielt ud.

Samtidig begynder spekulationerne om, hvem der skal efterfølge Louis van Gaal til sommer, og her bliver alle mulige og umulige kandidater hevet ind i billedet. Bland andet bliver danske Michael Laudrup nævnt ligesom Ralf Rangnick, Matthias Sammer, Markus Babbel, Thorsten Fink, Martin Jol og de to legender Jupp Heynckes og Ottmar Hitzfeld, der begge tidligere har stået i spidsen for FC Bayern.

Louis van Gaals opgave resten af sæsonen bliver at sikre Bayern München en plads blandt Bundesligaens tre bedste mandskaber, så klubben også i næste sæson er med i Champions League.