Bundesliga

Bayern tog Hoffenheims skalp

Med en sikker 2-0 sejr over Hoffenheim er Bayern München tilbage på Bundesligaens førsteplads, og samtidig er den ene af holdets to store stjerner tilbage på banen for dem.

Målscorerne for Bayern München var Martin Demichelis med ti minutter igen af første halvleg, mens indskiftede Miroslav Klose fordoblede scoringen med få minutter tilbage af kampen. Det var nok til sejr over opkomlingene fra Hoffenheim.

Med sejren ligger Bayern München nummer et, et enkelt point foran Bayer Leverkusen, men med en spillet kamp mere. Hoffenheim forpassede derimod chancen for at komme tættere på de europæiske pladser, og sidder fast på syvendepladsen.

Det er desuden værd at bemærke sig, at Arjen Robben spillede hele kampen for Bayern, og dermed ser ud til for alvor at være tilbage i form, frem mod VM-slutrunden, mens det stadig trækker ud med Franck Ribery.