Bundesliga

Laudrup afviser HSV-jobbet

Michael Laudrup tager afstand fra de historier, der de seneste dage har sendt ham mod det ledige trænerjob i HSV

De seneste dage har Michael Laudrups navn for alvor været sat i forbindelse med trænerjobbet i HSV. Siden Frank Arnesen blev sportsdirektør i den nordtyske klub har det svirret med navne som Morten Olsen, Ståle Solbakken og nu senest Michael Laudrup som de oplagte kandidater til trænerjobbet.

Ekstra Bladet har fanget Michael Laudrup, der afviser at være på vej til HSV.

- Historien kommer fra en fransk avis med kilder her på øen, der skriver om en dansk træner, der skulle forhandle med en tysk klub .... det lyder da helt ude i skoven, men ok det er også 1. april i dag, siger Michael Laudrup til ekstrabladet.dk.

Det har været noteret flere steder, at Michael Laudrup rejste fra Mallorca i landskampspausen, hvilket er blevet kædet sammen med eventuelle forhandlinger med HSV og Frank Arnesen.

Michael Laudrup slår fast, at han rigtigt nok rejste fra Mallorca, men at rejsen gik til Danmark.

Den danske træner har kontrakt med Mallorca til og med næste sæson.