Champions League

Beckham får varm velkomst på Old Trafford

David Beckham kan forvente en varm velkomst, når Milan gæster Manchester United på Old Trafford i Champions League.

Et af de store højdepunkter ved dagens Champions League-lodtrækning var, da Milan og Manchester United trak hinanden. Det betyder, at David Beckham kan se frem til at spille på Old Trafford for første gang, siden han skiftede til Real Madrid i 2003. Golden Balls er nemlig lejet ud til Milan i foråret, og han kan se frem til en fin modtagelse.

-  Uden tvivl. Han var en top-spiller, et ikon, og fansene vil elske at se ham tilbage og tage sin afsked på banen, siger den tidligere United-angriber Teddy Sheringham til Daily Mirror.

Sheringham tror samtidig, at Beckham vil være ekstra motiveret for at få spilletid på Old Trafford.

- Han vil komme i form til den kamp. Han vil gerne spille mod Manchester United, modtage al smigeren - og også slå United!

Teddy Sheringham og David Beckham var begge med, da Manchester United vandt Champions League i 1999 med 2-1 over FC Bayern.