Champions League

Fergie: Lærerigt nederlag

Efter Manchester United fik spoleret deres fine rekord på 23 Champions League-kampe på Old Trafford uden nederlag med 0-1 til Besiktas, lader det til, at Alex Ferguson lod hårtørreren blive i tasken, og i stedet gav sine unge spillere et skulderklap for indsatsen.

Tellos' heldige mål, der blev rettet af på Rafael undervejs mod nettet, og dermed snød Ben Foster, blev det eneste i opgøret på Old Trafford, hvor United ellers havde flere gode muligheder for at udligne ved blandt andet Macheda.

United var på forhånd kvalificeret til næste runde, så det var ikke uventet, at Sir Alex stillede op med et ungt, og relativt urutineret hold. Og selvom de tabte, har træneren alligevel ros til overs for sine talenter.

- Vi kunne have brugt lidt mere ro på bolden. De unge spillere var en smule anspændte, hvilket er forståeligt. Men det var en slags eksperimental startopstilling, og vi kan værdsætte det højt, at vi har så unge spillere, som vi har fuld tillid til i kampe som denne, sagde Fergie på pressemødet efter kampen.