Video : Tipsbladet
Champions League

Joachim Andersen og Lyon slog Poulsens Leipzig

Yussuf Poulsen og Joachim Andersen fik begge fuld spilletid, da Lyon onsdag slog RB Leipzig med 0-1 i Tyskland.

RB Leipzig slog Benfica, og Lyon spillede 1-1 med Zenit i sæsonens første Champions League-gruppekamp for de to mandskaber, og onsdag aften mødtes de to danskerklubber på Red Bull Arena Leipzig.

Yussuf Poulsen spillede samtlige 90 minutter for det østtyske mandskab, og det samme gjorde sig gældende for Joachim Andersen hos Lyon.

Poulsen kunne efter få minutter se sin angrebskollega, Timo Werner, misbruge en stor mulighed, som han sendte forbi den venstre oppasser, og gæsterne bragte sig derfor foran, da Memphis Depay efter blot 11 minutter nettede til 0-1.

Lidt mere end en halv time inde opgøret fik den danske landsholdsangriber selv en god chance, men hans hovedstød blev afvist af en forsvarsspiller.

Efter pausen var Marcel Halstenberg også tæt på at udligne, da han efter en forrygende solotur tvang Lyon-keeper Anthony Lopes til at lave en lige så fremragende redning, og Poulsen havde igen en god hovedstødsmulighed kort efter.

Men efter 65 minutter blev det 0-2 ved Martin Terrier. Angriberen udnyttede en katastrofal fejl i Leipzig-forsvaret og var kølig foran mål.

0-2 blev også kampens slutresultat, og Joachim Andersen og resten af Lyon-mandskabet tager derfor et vigtigt skridt i jagten på avancement til turneringens knockoutfase.