Landshold

Da Daniel Agger chokerede alle

Daniel Agger viste i 2005 som 19-årig hele den danske befolkning, hvilket specielt stof, han er gjort af.

I aften løber Daniel Agger på banen til sin A-landskamp nummer 39.

Tilbage i 2005 løb Daniel Agger også på banen i Parken til en kamp mod England. Dengang var det Brøndby-spillerens bare 2. landskamp og han var bare 19 år.

Tipsbladet skrev følgende om Agger efter kampen:

Den mand spillede som havde han været med 50 gange før. Roser fra landstræneren og en meget fin forsvarsindsats af den unge Brøndby-mand. Startede med at vinde to hovedstødsdueller over Wayne Rooney og havde selvtillid til at snyde ham i en duel ved baglinien, så den lille englænder blev mere hidsig, mere og mere opgivende.

Selv satte Daniel Agger selv ord på - helt i den stil, der siden er blevet et af hans varemærker. Han sagde:

- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde det ikke er en speciel følelse at vinde 4-1 over England. Men ellers var det jo bare en fodboldkamp som alle andre.

Om oplevelse af at spille over for Rooney, der allerede som 18-årig blev betegnet som en af verdens bedste angribere, sagde Agger:

- Altså, jeg overvejede da, hvordan jeg skulle løse opgaven. Han er meget hurtig og søger ofte ned i banen. Derfor var det hele tiden en overvejelse, om jeg skulle falde med ham ned i banen eller blive. Det kræver forudseenhed, og jeg havde min fokus rettet mod hans spil. Ikke så meget navnet Rooney.

På spørgsmålet om hvem Daniel Agger havde byttet trøje med efter kampen, konstaterede han tørt:

- Det gjorde jeg ikke. Jeg tror ikke de var interesseret i det.

Landstræner Morten Olsen var imponeret af sin unge forsvarsspiller. Der var ikke behov for specielt fokus på den bare 19-årige spiller.

- Man kunne bare se på ham i omklædningsrummet  før kampen, at man ikke behøvede at snakke med ham. Han har det mentale. det var glædens spænding, der lyste ud af ham, sagde Morten Olsen.

Brøndbys talenttræner Tom Køhlert havde fulgt sin tidligere spiller hjemme fra sofaen, hvor stolt kunne se frugten af noget af sit store arbejde imponere nationen.

- Det er bare typisk ham at spille sådan. jeg havde troet, at han være bare lidt nervøs til sådan en kamp, men han vil bare ikke tabe.

Allerede dengang havde Daniel Agger præstationer for Brøndby været så stærke, at udenlandske opkøbere var på plads i Parken netop for at se på det unge forsvarstalent.

Tipsbladets overskrift kiggede bare lidt ud i fremtiden:
Den knægt er mange millioner værd

Et halvt år senere slog Liverpool til og sendte 60 millioner kroner i brøndbys klubkasse. Resten er historie.

Tipsbladet er naturligvis igen til stedet i Parken, når Daniel Agger og Wayne Rooney igen tørner sammen. Denne gang lidt ældre men begge har de stadig klassen.

Følg med på tipsbladet.dk, hvor der vil komme masser af reaktioner fra kampen.