Landshold

Danske drenge er klar

Ingen skader i U/17-truppen, der onsdag møder Irland i den første EM-eliterundekamp i Grækenland

- Alle er klar og vi glæder os til i morgen.

Sådan er meldingen til tipsbladet.dk fra U/17-landstræner Thomas Frank før onsdagens EM-kamp mod Irland i Grækenland, hvor U/17-landsholdet de kommende dage spiller om en plads ved EM-slutrunden. Udover Irland er modstanderne Letland og Grækenland.

Den danske landstræners eneste bekymring er, at kampene skal spilles på rigtig dårlige baner, der ikke fremmer dem måde, danskerne spiller på, men Thomas Frank er alligevel optimist og fastholder Danmark som gruppefavorit, mens hans irske kollega John Morling venter en lige pulje.

Som U/16 har den danske 94-årgang besejret Irland to gange. Irerne møder i Grækenland med spillere fra bl.a. Manchester United, Arsenal og Tottenham. Siden kvalifikationen, hvor man slog Malta og Albanien og tabte til Norge, har man fået Celtic-midtbanen Paul George under fanerne som supplement til Readings James Murphy, der er holdets topscorer.

To af de danske spillere, Kenneth Zohore og Lucas Andersen kommer med superliga-bold i benene, mens der er stor interesse i udlandet for FC Midtjyllands Viktor Fischer, der netop har gæstet først Ajax og siden Milan.

Et bud på en dansk startopstilling mod Irland er:

Oliver Korch - Mads Aaquist, Frederik Holst, Nicolai Johannesen, Riza Durmisi - Patrick Olsen, Lasse Vigen, Lucas Andersen - Christian Nørgaard, Kenneth Zohore, Viktor Fischer.

Kampen mod Irland spilles onsdag kl. 14. Forinden møder Grækenland Letland kl. 11.