Landshold

Landstræner: Vi viste potentialet

De danske U/17-landsholdsspillere drøntrætte, men superglade efter EM-sejren over Serbien

Det er en flok drøntrætte, men superglade danske U/17-drenge, der tirsdag aften sammen med trænerstaben kan evaluere den fantastiske åbningssejr ved EM-slutrunden på 3-2 over værterne fra Serbien.

- Spillerne er meget trætte, men sundhedsstaben skal nok få dem op igen, siger U/17-landstræner Thomas Frank til tipsbladet.dk.

Landstræneren er dog lidt usikker på tilstanden hos Lucas Andersen og Lasse Vigen Christensen, der begge måtte lade sig skifte ud i kampen. Han håber de er klar til fredagens møde med England, men trøster sig med at have gode reserver. Det viste bl.a. indskiftede Danny Amankwaa, der var med i to af de danske mål.

- Det var superstærkt og det viste holdets potentiale at vi med al det pres, der var, kan komme tilbage to gange og vinde 3-2 uden at vi spillemæssigt rammer en topdag, siger Thomas Frank.

Han kan glæde sig over at ligge nummer et i gruppen, da England og Frankrig samtidig spillede 2-2. Og presset er nu på englænderne før mødet med Danmark på fredag.

I den anden gruppe besejrede Holland rivalerne fra Tyskland med 2-0, mens det blev 1-1 mellem Tjekkiet og Rumænien. Holland scorede begge mål i 2. halvleg ved Karim Rekik og Kyle Ebecilio.

Sidstnævnte er lillebror til Christian Eriksen og Nicolai Boilesens holdkammerat i Ajax Lorenzo Ebecillio, men forsvareren Kyle spiller i Arsenal!