Landshold

Nørgaard er klar til at score igen

U/17-landsholdets målhelt fra sejren over Frankrig Christian Nørgaard drømmer om mere

TIPSBLADET.DK I NOVI SAD
Der har været skrevet meget om Viktor Fischer og Kenneth Zohore i forbindelse med Ajax og FC København, men det danske U/17-landshold, som torsdag spiller EM-semifinale mod Tyskland, tæller flere andre profiler, der kan afgøre en kamp.

En af de er Lyngbys Christian Nørgaard, som trådte frem i rampelyset for alvor med en fantastisk scoring, der gav 1-0-sejren over Frankrig mandag.

- Ja, det er vist ved at være lang tid siden jeg har scoret sådan et mål, så det var rart at lave ét igen! Det er helt uvirkeligt, selvfølgelig tænker man, at det var ekstraordinært, men det nytter ikke hvis de andre løber op og laver to mål, så man er nødt til at koncentrere sig om resten af kampen, siger Christian Nørgaard til tipsbladet.dk om de tanker, der løber igennem hovedet i øjeblikket og minutterne efter at man scorer sådan et mål efter en solotur nærmest a la Lionel Messi.

Kampen og målet blev vist direkte på Eurosport, og dagen efter måtte Lyngby-spilleren give interview til UEFAs hjemmeside. Han vil dog ikke gå med til, at han nu ligefrem er verdensberømt, men konstaterer at "det giver lidt opmærksomhed rundt omkring."

Nu handler det imidlertid om semifinalen modTyskland:

- Jeg glæder mig helt vildt. Vi må stadig være underdog mod en så stor nation, men jeg er sikker på at vi overrasker og kommer i finalen.

Efter EM venter midt i juni en tur til VM-slutrunden i Mexico.

- Nu skal vi lige spille EM færdigt, men det bliver da pissefedt at skulle til Mexico også, lige så stort som EM.

Det har også vakt opmærksomhed hjemme i Espergærde, hvor Christian Nørgaard kommer fra, at han og U/17-landsholdet har succés i Serbien.

- Jeg har fået rigtig mange beskeder fra gamle trænere, familie og venner, siger Lyngby-spilleren, der håber at score et mål mere mod Tyskland.

Så tager hans mor og søskende turen ned til finalen på søndag!