Landshold

Otte SAS Liga-klubber på Ligalandsholdet

Otte af de tolv SAS Liga-klubber vil være repræsenteret på det ligalandshold, Morten Olsen udtager senere i dag.

I dag klokken 14 udtager Morten Olsen de 20 spillere til Ligalandsholdet, der i januar skal spille King's Cup i Thailand mod værtsnationen, Polen og Nordkorea.

Allerede nu har DBU dog løftet sløret for, at spillerne kommer fra otte SAS Liga-klubber. Derudover vil der være en enkelt spiller fra henholdsvis den svenske Allsvenskan og Norges Tippeliga.

Alt tyder dermed på, at to af 20 navne vil være målmand Kim Christensen fra IFK Göteborg og Rosenborgs forsvarsspiller Kris Stadsgaard. Begge har været med omkring landsholdet den seneste tid, og sidstnævnte fik sågar sin A-landsholdsdebut 12. august i venskabskampen mod Chile på Brøndby Stadion.

Tipsbladet.dk vil være tilstede ved eftermiddagens udtagelse, hvorefter der her på sitet vil komme reaktioner fra spillerne.