Landshold

Silberbauer klar til venstreback

Michael Silberbauer vil helst spille på den centrale midtbane, men han er klar til at udfylde rollen som venstreback, hvis Morten Olsen ønsker det.

Der var ingen naturlig venstreback blandt de 21 navne, som landstræner Morten Olsen her til eftermiddag nominerede til den vigtige EM-kvalifikationskamp imod Norge den 26. marts.

To ekstra spillere vil blive udtaget senere på ugen, men som truppen ser ud lige nu, ligner højreback Lars Jacobsen og midtbanespiller Michael Silberbauer bedste bud på den danske venstreback.

- Jeg konkurrerer først og fremmest på min normale position på midtbanen, men hvis Morten (Olsen, red.) ønsker, at jeg skal løse en opgave som back, så gør jeg det glædeligt, siger Michael Silberbauer til

tipsbladet.dk

.

Den 29-årige Utrecht-anfører er tidligere blevet benyttet i landsholdets venstre forsvarsside, og han vil hellere spille 90 minutter som venstreback end at tilbringe en hel kamp på bænken som midtbane-reserve.

- Der er ingen tvivl om, at jeg ser mig selv som midtbanespiller, men det er altid fantastisk at få spilletid på landsholdet - også selvom det ikke er på favoritpositionen. Sådan tror jeg, at vi alle sammen har det, siger Michael Silberbauer.