Bundesliga

Allan Olesen klar til Silkeborg

Allan Olesen roser sin konkurrent, men regner selv med at spille på søndag.

Da FC Nordsjælland søndag mødte Brøndby var det med et hav af tidligere Brøndby-spillere i truppen. En af dem, der ikke var med, var højre backen Allan Olesen. Han måtte udgå med en skade i pausen i sæsonpremieren mod Randers. Søndag mod Silkeborg er han formentlig med igen.

- Jeg har haft en forstrækning i forlåret og skal stille og roligt op i gear igen. I dag har jeg været ude og løbe, og jeg regner helt sikkert med at spille på søndag, siger Olesen efter mandagens træning til forza.dk.

- Jeg er ikke 100 procent oppe i omdrejninger, men jeg er tæt på kampformen. Jeg spillede jo også træningskampen mod Dundee United for et par uger siden, siger Olesen, der før det sled med en knæskade.

I stedet for Olesen spillede søndag den unge Daniel Jensen pladsen som højre back, indtil han blev skiftet ud midt i anden halvleg.

- Han knoklede godt, og så er det klart, at han bliver træt i anden halvleg. Han skal lige vænne sig til tempoet, selvom han også var med, da vi spillede Viasat Cup, siger Olesen.

Søndag tager FC Norsjælland imod Silkeborg på Farum Park i opgøret mellem ligaens to hold sponsoreret af Jyske Bank.