Espanyol lurer på Niclas Jensen
Espanyol fra La Liga er ifølge Ekstra Bladet interesserede i den danske Fulham-spiller, og dennes agent, Karsten Aabrink, bekræfter informationen.
- Men lige nu afventer vi situationen for at se, hvad der sker i Fulham. Det er ikke nødvendigvis det rigtige at skifte nu, siger Karsten Aabrink til avisen.
Niclas Jensen var spillemæssigt ude i kulden i foråret, og det kostede blandt andet landsholdspladsen. Da Morten Olsen tirsdag udtog truppen til Polen-kampen den 16. august var han imidlertid atter inde i varmen. Nu vil han se tiden an i Premier Leagues sæsonstart.