Bundesliga

Morten Olsen: Gravesens situation uholdbar

Men måske spiller han VM-kvalifikation, selvom han også er klubløs til den tid.

Thomas Gravesen har været en nøglespiller i hele Morten Olsens regeringstid, og det vil han også være fremover, men midtbanespilleren skal finde en ny klub hurtigst muligt. Alt andet er uholdbart.

- Thomas Gravesens situation er uholdbar. Jeg håber, at han og klubben løser den så hurtigt som muligt, for både han og klubben har gjort det klart, at de ikke vil videre med hinanden, sagde Morten Olsen i forbindelse med tirsdagens landsholdsudtagelse i Brøndby.

Thomas Gravesen er officielt sat til salg af Real Madrid, og i den seneste tid har Newcastle vist interesse i danskeren.

- Jeg vil have spillere, der skal spille, og nu da beslutningen er taget, har jeg da forhåbninger om, at begge parter er interesserede i at finde en ny klub, siger Morten Olsen.

Alligevel vil landstræneren ikke udelukke, at Thomas Gravesen er med på landsholdet til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Island den 6. september i Reykjavik, selvom Gravesen heller ikke tid den tid har nogen lkub.

- Måske spiller Thomas Gravesen, selvom han ikke har nogen klub før kampen mod Island, og det hænger sammen med den indviklede situation, vi er i, siger Morten Olsen med henvisning til de mange spillere, der endnu ikke er i kamp på grund af de sene sæsonstarter i Spanien, Italien, Tyskland og England.

- Det vigtigste er, at spillerne er i fysisk god form, og det kan man være sikker på´, at Graver vil være, slår landstræneren fast.